Der blev ingen finaleplads i Breeders Crown til Lars Marcussens Maroma Wibb.
Selv om Maroma Wibb med Stefan Persson havde alle muligheder for at sikre sig en plads i Breeders Crown-finalen på Eskilstuna om 14 dage, så lykkedes det ikke.
Efter en rejse i tredje par udvendigt fik Maroma Wibb serveret angrebsplads indvendigt i opløbet og en overgang så det ud til at Maharajah-datteren skulle kunne blive nummer tre, men i den hurtige afslutning – vinderen noteret for 1.09.7/500 m – rakte kræfterne ikke til, og Maroma Wibb sluttede på en sjetteplads i 1.14.1a/2140 m – præmie 10.000 SEK.
Det var ikke langt fra fjerdepladsen, som havde givet en finaleplads!

Men med til finalen i Breeders Crown for 3-årige hopper nåede Hill’s Angel, der er opdrættet af Panamera Racing, der fortsat ejer den sammen med Egebro Racing.
Hill’s Angel, der trænes af Björn Goop, blev kørt af Carl Johan Jeppson, udfordrede førende Global Brilliance (SJ’s Caviar) med Peter Untersteiner og på et tidspunkt så det ud til at den danskfødte hoppe havde overtaget. Indvendigt slog Global Brilliance tilbage og vandt med hoved og hals. Begge fik noteret 1.12.9a/2140 m – der var 100.000 SEK i andenpræmie.
Peter Untersteiner var også manden, der forhindrede at Thomas Lind-Holms opdræt, Ganga Bae med Jorma Kontio kunne vinde et af kvalifikationsløbene til Breeders Crown for 4-årige hopper.
Untersteiner sejrede sikkert med Mahma Lame (Maharajah) i 1.12.7a/2140, mens Ganga Bae blev nummer to i 1 13.0 – præmie 100.000 SEK.