TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Man må holde sig i gang

af | Nyheder

Jørgen Larsen med The Las Cola

Jørgen Larsen har været med i travsporten i over 60 år, men “Bryggeren fra Saltum” kan stadig gøre sig gældende og er bl.a. aktuel med sejrshesten Billi Time, der for nylig vandt sin fjerde sejr på stribe. 

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ve’ det – men dåbsattesten siger 1937 og Jørgen Larsen kunne med ro i sjælen trække sig tilbage og nyde et velfortjent otium. Det ligger bare ikke lige til den tidligere ejer af Saltum Bryggeri, der i 1999 solgte bryggeriet til Carlsberg. Han trives bedst i en aktiv hverdag, og med 10 heste på træningslisten, er der nok til at se til for snart 80-årige Jørgen Larsen.

-Hvis man ikke holder sig i gang, kommer alderdommen hurtigere end man aner det, smiler Jørgen Larsen, der traditionen tro startede lørdag morgen med at muge ud i stalden.

-Vi har ti heste her på ejendommen, men har alt i alt 25 heste sammen med vores datter, Anne Larsen. Fem af hestene tilhører dog udelukkende Anne. Følhopperne og føllene står imidlertid hos vores søn, Erling Larsen på Risagergård, der ligger tæt på hvor vi havde fabrikken i sin tid. Vi har altid holdt løbshestene og opdrættet adskilt for at undgå sygdom.

Billi Time vinder for Anders Pedersen.

Først moden som 4-års
Billi Time blev godkendt kort før jul i fjor, men fik først sin debut i juli måned i år som 4-års og siden er det bare gået slag i slag. Efter en andenplads i debuten har S J’s Photo-sønnen således vundet fire sejre på stribe – senest mandag aften i Aalborg i rekordtiden 1.14,8a/1640 meter – men hvad er egentlig årsagen til, at Billi Time først har indledt karrieren i midten af 4-årssæsonen?

-Bill Time døjede med pulsen da han var yngre. Den ville ikke falde som den skulle, og derfor fik han tid til at vokse til og blive mere “voksen”. Han har simpelthen ikke været moden før nu, men har til gengæld gjort det rigtig rigtig godt efter han er begyndt at starte. Med fire sejre og en andenplads i fem starter kunne han ikke har gjort det meget bedre, siger Jørgen Larsen.

-Han går faktisk aldrig intervaller. Jeg kører som regel en 13-14 km i skoven og så lader jeg ham løbe lidt stærkere indimellem. Vi har også en 800 meter rundbane, men den bruger jeg primært til de unge heste for at de skal lære at gå gennem svingene.

-Mht. den nærmeste fremtid, så starter Billi Time formentlig næste gang i Aalborg den 23. september. Jeg er jo ikke så hårde ved dem fra start – det giver bare bagslag senere – men plejer omvendt ikke at “pakke dem ind” når det går godt, så jeg regner da med at han skal ha’ nogle starter mere i år. Det kommer an på hvor længe vejret holder – jeg kan jo egentlig bedst li’ at starte om sommeren, men nu må vi se hvordan det går.

-Årgangsløbene har jo aldrig været aktuelt for hans vedkommende, men jeg melder også gerne fra i god tid, da jeg ikke kan træne dem så hårdt som det er nødvendigt – og jeg vil egentlig også hellere vinde 10 løb til 5.000 kroner frem for et enkelt storløb til 50-100.000.

Månedens hesteejer
Billi Times seneste sejr var Jørgen Larsen syvende trænersejr i år i 24 starter, og især inden for den sidste halvanden måned har der været fart på. Alene i august måned, hvor Jørgen Larsen af Dansk Hestevæddeløb blev kåret som Månedens Hesteejer, blev det til fire sejre – Billi Time og Pet Vet Time vandt begge to løb – men derudover blev det også til yderligere tre sejre som hesteejer hos Flemming Jensen; The Las Cola vandt to løb, mens Come On Party vandt et enkelt løb. Sidstnævnte er efterfølgende gået “hjem” til Jørgen Larsen efter hun har pådraget sig en skade.

-Hun skulle ha’ startet i Derbyweekenden, men måtte desværre udgå og vi har efterfølgende fået hende scannet, uden man dog kunne finde ud af hvad der var halt. Nu skal hun så ha’ foretaget en MR-scanning i næste uge i Odense. Planerne var ellers at starte hende i Kriteriumsprøverne om 14 dage, men det bliver ikke aktuelt. Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, siger Jørgen Larsen, som forventer at ha’ et par nye heste klar inden for de næste par uger.

-I morgen skal Axel Party (S J’s Photo) i rutineløb i Skive og om 14 dage regner jeg med at Cadiz (S J’s Photo) er klar til prøveløb, siger Jørgen Larsen.

Pet Vet Time med Anders Pedersen.

Seks følhopper
Familien Larsen har i dag seks følhopper:

Keep On Party (Extreme Aunou) – vinder af Dansk Hoppe Derby 2006 – mor til fire afkom, bl.a. Axel Party (1.19,2-15.000 kr). I fol v/Conway Hall.

Spik Party (Defi d’Aunou) fik sit første føl i år, et hoppeføl e. S J’s Photo. Ikke ifolet igen.

Ni Quito (Daguet Rapide) – mor til to afkom; Bi Quito (1.16.6a-9.000 kr) og et hoppeføl e. S J’s Photo. Ikke ifolet igen.

Nilli Time (Ganymede) – mor til tre afkom, bl.a. Aparte (1.13,3a-122.000 kr). I fol v/Love You.

No Hands (New Quick) – mor til to afkom, bl.a. et hingstføl e. S J’s Photo. Ikke ifolet igen.

Whatatime (Kadabra) fik sit første føl i år, et hingstføl e. S J’s Photo. Ikke ifolet igen.

Foruden følhopperne og de fire føl tæller stalden også tre 1½-åringer, Episkey Party (hoppe e. S J’s Photo), Expulso Time (hingst e. S J’s Photo) og Expelliarmus (hoppe e. S J’s Photo). De to sidstnævnte er til tilkøring hos Anders Pedersen, mens Episkey Party stadig går hjemme på Jørgen Larsens gård.

-Episkey Party er blevet opereret for mus, så der kommer til at gå nogen tid før hun skal i gang – det bliver først engang efter nytår, siger Jørgen Larsen.