TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Malmqvist har både Frankrigs og Sveriges bedste 2-åring

af | Nyheder

Svenske Tomas Malmqvist har succes i både Sverige og i Frankrig i et omfang som ingen anden nordisk træner tidligere har haft.

Lørdag vandt Tomas Malmquist-trænede Kamehameha med Eric Raffin Frankrigs største 2-års løb på Vincennes.

I Sverige er 2-årige Fiftyfour (Fourth Dimension) mest vindende efter sejr i bl.a. det svenske Opdrætningsløb samt Breeders Crown – i øvrigt med Ken Ecce som fast kusk. Fiftyfour har tjent 2.310.000 SEK.

I Frankrig topper Tomas Malmqvist 2-årslisten med Kamehameha (Uniclove), der lørdag vandt det første gruppe-løb for den franske K-årgang.

Kamehameha med Eric Raffin i sulkyen sejrede sikkert i Prix Emmanuel Margouty (Gruppe II) over 2700 meter volte i 1.14.8 og med førstepræmien på 54.000 Euro topper han indtjeningslisten med 131.250 Euro – næsten 50.000 Euro mere end listens nummer to, King Opera (Ready Cash), der sluttede på en tredjeplads i lørdagens løb og nu har tjent i alt 84.150 Euro.

Kamehameha ejes og er opdrættet af Malmquists største hesteejer, Ecurie Hunter Valley og er mere amerikansk end den er fransk i blodet!

Ifølge Breeders Bible er Kamehameha 55,6% amerikansk og altså ”kun” 44,4% fransk.

Faderen til Kamehameha, Uniclove er efter Look de Star, mens moderen Vivolta Jet har Quatre Juillet som far.

På modersiden finder Sugarcane Hanover som morfar til Vivolta Jet.

Sugarcane Hanover fik lov til at bedække i Frankrig i årene 1989-1991, men fik kun tre afkom.

Elite d’Atout, der er mormor til Kamehameha, er et af dem.

De to andre afkom efter Sugarcane Hanover – begge hopper – har også sat deres aftryk i fransk travsport.

Cloda Josselyn er mormor til Joyner Sport (Dollar Macker), der med 317.080 Euro er den fjerdemest vindende franske 3-åring og Darcana du Rocher blev moder til 13 afkom, der tilsammen tjente 944.921 Euro med Pistol Winner (Himo Josselyn) 388.270 Euro som mest vindende.

Tomas Malmqvist her med hesten Hunter Valley.
Foto Karsten Kanding Christrup

Tilbage til Tomas Malmqvist hvis stald i Frankrig har tjent 2.279.190 Euro, hvad der placerer ham på en 8. plads på trænerlisten.

Malmqvist har haft 370 starter og 64 sejre – heraf to Gruppe 1 og seks Gruppe II-sejre i år!

Svensk Travsport registrerer alle Malmquists starter – altså også de franske – og på den svenske trænerliste er Tomas Malmqvist på en tredjeplads med 29.792.280 SEK efter lørdagens løb.

644 starter og 104 sejre.