TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Magiccarpetride moralsk vinder

af | Nyheder

Trods et terræntab på op mod 40 meter var Anders Pedersen-trænede Magiccarpetride med Bjørn Goop tæt på at vinde finalen i Sweden Cup lørdag eftermiddag på Solvalla.

Ringstarr Treb vinder finalen i Sweden Cup - Magiccaroetride er i inderbanen og bkev ikke fanget af Gerard Fornis linse.

Ringostarr Treb vinder finalen i Sweden Cup – Magiccarpetride er i inderbanen og blev ikke fanget af Gerard Fornis linse.

Finalen i Sweden Cup fik den værst tænkelige optakt for feltets enlige danske repræsentant, Magiccarpetride, der under fremkørslen til start virrede med hovedet og slog over i galop.

Imens fortsatte konkurrenterne frem mod startbilen og løbet gik i gang –  med Magiccarpetride omkring 40 meter bagefter.

Det så håbløst ud, og de fleste troede nok, at nu var det løb kørt for Magiccarpetride.

Men Bjørn Goop bag Magiccarpetride gav ikke op og satte efter feltet, og da samtidig tempoet ikke var så voldsomt, fik parret fat og efter 1000 meters kørsel lå de i tredje par indvendigt.

Foran var det favoritten Revend’Amour med Ulf Ohlsson, der angav tempoet, og denne lignede en vinder ind i opløbet.

Imidlertid kunne Reven d’Amour ikke finde noget svar, da italienske Ringostarr Trep (Classic Photo) med Wim Paal kom i angreb, og denne gik forbi til sejr.

Men Ringostarr Trep var nær blevet overlistet af Magiccarpetride, som Bjørn Goop efter zigzag-kørsel de sidste 400 meter kom flyvende med i løbets sidste fase.

Ringostarr Trep klarede sig imidlertid først i mål i 1.11.3, mens Magiccarpetride besatte andenpladsen, en halv længde efter i 1.11.4 – en placering, der var 250.000 SEK værd. Tredjepladsen til franske Tabriz du Gite med David Thomain.

Men hvor var det ærgerligt, at Magiccarpetride, var udtilbens i starten.

– Han har lavet det nummer et par gange tidligere for mig, fortæller Anders Pedersen til Travservice.dk – Pludselig smider han biddet, virer med hovedet og galoperer. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men han gør det bare engang imellem.

– Det var ærgerligt, for hesten var i kanonform i dag.

– Nu skal han hjem og have det godt i nogle dage inden vi tager stilling til, om han skal starte i Bjerke Cup på Oslo Grand Prix-dagen. Vi skal kun derop, hvis han er helt OK, slutter Anders Pedersen.

Vinderen af Sweden Cup, den 5-årige Ringostarr Treb trænes af Italiens førende træner, tyske Holger Ehlert, der havde engageret landsmanden Wim Paal til at køre hesten.

Wim Paal havde det lidt svært med de svenske regler for brug af pisk, og fik en bøde på 3.000 SEK i forsøget samt tre dages udelukkelse, og yderligere 5.000 i bøde og ekstra tre dages udelukkelse i finalen.