Mac is back
Machiavelli til tops i Billund efter en forrygende opløbskamp.
Dagens hurtigklasseløb på Billund Trav fik en flot vinder i Machiavelli (Flight Dream) med Kent Friborg i tiden 1.12,5a/1900 meter – samme tid fik længe førende Listas Manboy noteret på andenpladsen, mens en stærkt afsluttende Mr Shorty tog tredjepladsen i 12,6.
-Machiavelli skal ha’ løbet og er afhængig af positionerne undervejs, men har kapaciteten til at være med på stregen hver gang, sagde Kent Friborg, da Travservice.dk fangede ham på vej hjem mod Nordjylland.

-Jeg kørte Machiavelli i dag fordi Birger Jørgensen er udelukket – ellers er han også fremover fast kusk i Danmark. Han kører altid fornuftigt med hesten og har sørget for at “køre moral” på Machiavelli – det betyder også meget.
-Det var egentlig for tidligt jeg måtte afsted, men jeg tog chancen og kørte frem og han kæmpede helt ind til mål – en meget flot præstation.
Morten Friis dagens mand
Med to sejre blev Morten Friis dagens profil i Billund. Først med Ekstra Bladets Travklubs nyeste indkøb, Chato Salløv (Lover You), der tog en flot sejr i tiden 1.14,8/2020 meter, og siden var Skive-træneren på pletten med 4-årige Doyouwihdiamond (Wishing Stone), der i fjerde forsøg vandt årets første sejr i tiden 1.13,9a/1900 meter.