Måske kan England være inspiration!
Danske væddeløbsbaner skal i fremtiden øge deres indtægter betragteligt for at trav- og galopsporten fortsat kan holde mindst dagens niveau.
Danske væddeløbsbaner er i år blevet beskåret 5% i driftstilskud, og det vil de også forvente at blive hvert år fremover.
Der skal derfor findes alternative indtægter for at kompensere for ikke blot beskæringen af driftstilskuddet, men også for manglende indtjening fra banespillet.
Men at en væddeløbsbane godt kan klare sig uden store tilskud og baneomsætning, men med indtægter fra sponsorer og entréindtægter er bl.a. den engelske væddeløbsbane, Cheltenham et bevis på.
Årets største meeting på banen – og det største og fineste meeting inden for forhindringsløbssporten i England – The Cheltenham Festival Meeting – blev afviklet i sidste uge over fire dage.
Her blev der sat tilskuerrekord med 280.627 besøgende.
To gange blev den gamle besøgsrekord for en enkelt løbsdag slået.
Først torsdag med 73.754 tilskuere og siden fredag med 73.875 tilskuere.
Den gamle rekord fra 2019 var på 71.816 tilskuere.
Det er klart, at sådanne cifre opnås ikke over night -The Cheltenham festival Meeting har en lang og fin tradition, men også i Danmark må det være muligt at skabe årlige begivenheder på væddeløbsbanerne, der vil tiltrække publikum.
Derbymeetinget på Lunden, Grand Prix-weekend i Aarhus, Store Pris i Aalborg osv. kan være begivenheder som det er muligt at løfte til et højere tilskuerniveau end det i dag er tilfældet.
Og afslutningsvis skal det lige med, at prisen for de billigste billetter til Cheltenham var £35 eller 310 kroner, men bedre billetter i f.eks. Tattersall Enclosure kostede 750 kroner.
Og i restauranten måtte man af med mindst 3.000 kroner for en plads!