TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Måske har Mads Petersen alligevel en chance på Vincennes!

af | Nyheder

Umiddelbart så virkede Mads Petersens køretur på Vincennes i eftermiddagens internationale amatørløb ikke videre spændende, men efter at have studeret konkurrenterne, kan det ikke udelukkes at den danske topkusk har en pæn chance for at gå i toto-rækken.

Det er populært sagt noget skravl, som der er stillet til rådighed for de udenlandske amatørkuske, der skal have en på opleveren ved at køre løb på Vincennes.

To af de 16 anmeldte heste har dog vundet løb inden for de seneste starter – det er 12 Glorie de Fleury med svenske Peter Arnqvist og 14 Glorioso Bello med spanske Joseph C. Palliser.

Glorioso Bello er da også tippet som vinder i væddeløbsavisen Paris-Turf, mens tipssiden geny.com blot har den 8. chance, mens de har Glorie de Fleury som en sjettechance.

Geny.com har 3 Espoir Permis som vinder, men den er slettet.

Det betyder, at Mads Petersens 8 Fakir des Gesvres hos geny.com er rangeret som nummer tre – i Paris-Turf står den nede på en syvendeplads (efter sletningen af Espoir Permis).

Når man ser på de tider Fakir des Gesvres har præsteret – godt nok som medløber og uplaceret – så har den været ude i meget hårdere konkurrence end de fleste af dagens konkurrenter.

Og som min gamle mentor inden for travsporten, Poul Stripp – altid sagde: Blandt de blinde er den enøjede konge!

Mads Petersen og Fakir des Gesvres starter 8. løb klokken 17.35.

Eftermiddagens storløb, 5+-løbet Prix de Luxembourg har amerikanske 7 Beads med Jean Michel Bazire som favorit.

Beads var både i USA og efter eksporten til Norge en meget ustabil hest, men i Bazire-regi er den blevet stabil, og dagens distance, 2100 meter auto må passe den fint.

Næstfavorit er 4 Hirondelle Sibey med Louis Baudouin, der blev diskvalificeret for urent trav på en andenplads i Prix de Belgique – ellers havde hun haft startret i Prix d’Amerique.

Det var blot anden gang i karrieren hun blev diskvalificeret for urent trav .- pudsigt nok er det begge gange sket i Prix de Belgique!

Min vinder er dog 6 Mister F Daag med Robin Bakker – sidste års vinder af Copenhagen Cup og Elitlopp-deltager.

Den står pt til 14 gange pengene!

Både DanToto og Derby25 har spil til Vincennes, hvor 1. løb køres klokken 13.23.