TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Målet er at gøre det bedre i 2020”

af | Nyheder

Gordon Dahl blev som ventet kåret som Årets Træner 2019 – og snuppede også lige to andre priser.

Med en Derbysejr og flere andre storløbssejre kom det ikke som den store overraskelse, at juryen havde valgt Gordon Dahl som Årets Travtræner, og det var en veloplagt Aalborg-træner, som gik på scenen i Hermans lørdag aften.

Årets Træner 2019, Gordon Dahl, sammen med sponsor Peter Rudbeck fra Dansk Revision. Foto: Lasse Jespersen

-De ting vi har arbejdet med i fjor er gået rigtig godt – så længe Keld (Gregersen, red.) lader mig bestemme, sagde Gordon Dahl, som ikke glemte at rose sit personale med Paul-Erik “Grønært” Jensen i spidsen:

-Mit team – kan I ikke lige klappe af dem også? – betyder alt. At vi har nogle folk, som er passionerede og lever lige så meget for det her som jeg gør, er guld værd.

-Hestene har været trimmet og klar på dagen og vi har haft et år, hvor det har været “stolpe ind” hele tiden; vi har slet ikke haft nogle problemer i stalden overhovedet.

-Det er jo flere ting, der spiller ind, men vi har først og fremmest nogle kanon gode træningsforhold og har haft det held, vi har haft – samtidig med at vi er dygtige!

-Når jeg ser på min staldliste er jeg superoptimist og målet er at gøre det bedre end i 2019. Jeg ved godt det bliver svært, men når vi står her i aften, er det målet.

Goop skulle ha’ kørt Dumbo
Gordon Dahls arbejdsgiver, Keld Gregersen, Stutteri Disney, kunne tidligere på dagen afsløre, at hans træner ikke altid er lige så selvsikker, som han gav udtryk for i dag.

-Da vi kørte hjem efter Derbyprøverne i fjor, hvor Dumbo blev diskvalificeret, var Gordon meget stille og pludselig siger han: Jeg vil ikke køre Dumbo i Derbyet – jeg synes vi skal få Björn Goop herned! Men så sagde jeg til ham: “Sikke noget vrøvl – den tager du!” – og det gik jo heldigvis meget godt, sagde Keld Gregersen.

“Den satans Peter Rudbeck”
Tidligere på dagen havde Gordon Dahl været på scenen to gange for at modtage prisen for både Årets 2-åring (Fossa) og Årets 4-åring (Dumbo), og i forbindelse med førstnævnte pris, lavede aftenens vært, Jan Harkamp, lidt sjov med, at det var første gang Gordon Dahl havde vundet Dansk Opdrætningsløb, selvom han altid har været kendt som unghestetræner.

-Ja, det har Bent Svendsen også drillet mig med – han har vundet Opdrætningsløbet tre gange, og ham den satans Peter Rudbeck har vel vundet det tre-fire gange, smilede Gordon Dahl, som imidlertid fik svar på tiltale, da Peter Rudbeck om aftenen gik på scenen som sponsor for kategorien Årets Træner:

-Jeg må lige korrigere Gordon Dahl: Vi har faktisk vundet Opdrætningsløbet seks gange på 11 år! grinede Peter Rudbeck.