TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Lysten er vendt tilbage”

af | Nyheder

Den fynske amatørtræner Addie Kit Rasmussen har pga. sygdom været væk fra travsporten i et par år, men er nu tilbage og fik i dag godkendt begge sine heste i prøveløb på Fyens Væddeløbsbane.

Slide So Easy & Co. trak de største overskrifter i dag, men der var én hesteejer, som var mindst lige så glad efter at begge hendes heste – Whitney T (Mr Flirt) og T Bird Malou (Earthquake) – blev godkendt i dagens prøveløb, begge efter en pause på næsten 2½ år!

Whitney T

-Ja, jeg er selvfølgelig også rigtig glad for at de begge blev godkendt, smiler Addie.

-Jeg har været ramt af stress og været sygemeldt i lang tid, men vi har haft hestene hele tiden – de har bare været “på venteblus” indtil jeg kom til hægterne igen og kunne komme i gang med at træne.

-Det blev desværre en rigtig lang pause, men det har altså ikke været hestenes skyld. Jeg har dog kørt med dem jævnligt hele tiden; mere for min egen skyld – det har været dejligt at ha’ sådan to kammerater, man har kunne gå og hygge sig med ude i stalden.

-Under hele forløbet har vores rigtigt gode venner, Frantz Praëm og Annette Grøn været fantastiske. Frantz har tit opfordret mig til at komme i gang med hestene igen og de har i det hele taget bakket op i alt med hestene.

20 meter bedre end forventet
For ca. 1½ måned siden gik Addie Kit Rasmussen for alvor i gang med at træne igen hjemme på familiens ejendom i nærheden af Bogense, og siden er det gået slag i slag.

-Vi har en lille rundbane og en ligeud-bane på 450 meter med en vendeplads i den ene ende, så jeg kan køre intervaller. Men vi bor også ret tæt på en stor golfbane med tilhørende ridestier i bakket terræn, hvor jeg kører en del, siger Addie.

T Bird Malou

-Jeg har været inde på banen et par gange om ugen siden jeg startede igen. De første par arbejder kørte jeg selv, men siden tog Frantz over og det har fungeret rigtig godt.

-Begge hestene gik rigtig godt i dag, hvor de blev godkendt på hhv. 1.18,2 og 1.18,3/2140 meter – de var faktisk en 20 meters penge bedre end jeg har forventet. Det kan godt være svært at vurdere hvad de kan, når man bare træner i langvogn, men de var bare så positive i dag.

-Især Whitney T tror jeg har haft godt af pausen; hun virker mere robust, mens T Bird Malou bare går som det passer ham – men man kan jo håbe, han også bliver bedre.

-Apropos T Bird Malou, så er han en meget stor hest (163-164 cm) og hver eneste gang René Kjær ser ham, spørger han, om han ikke er blevet større – men jeg tror altså, at han ER holdt op med at vokse i en alder af otte år!

Klar til comeback
Whitney T og T Bird Malou er nu klar til comeback, og ambitionsniveauet er opgraderet en smule efter dagens veloverståede prøveløb.

-For ikke så længe siden talte vi om at de snart skulle i formløb, men Frantz har faktisk allerede sendt en SMS med et bud på, hvor han synes de skal starte første gang, griner Addie.

-Whitney N starter formentlig i et hoppeløb i Århus på min fødselsdag, 28. december, mens T Bird Malou nok skal ud på Fyn snarest muligt.

Se dagens prøveløb på Fyn: KLIK HER