TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lust for Life – nummer to efter føring

af | 17. jun 2026 | Nyheder

Efter at have åbnet stærkt fra sit udvendige startspor var Lust for Life med Robin Bakker førende indtil kort før mål i Prix Diana Zet på Solvalla. Her gik rygkørte Moder Teresa Sisu forbi til sejr.

Stald H’s Lust for Life kan virkelig træde an fra start, og det udnyttede Robin Bakker i Prix Diana Zet på Solvalla.

Fra startspor otte skød Lust for Life frem mod føring, men fik svar af løbets favorit Moder Teresa Sisu med Magnus A. Djuse – de første 250 meter efter 1.03.9.

Og så var Lust for Life tændt – nu tog hun spids og lagde afstand til konkurrenterne – var efter 500 meter omkring 15 meter foran Moder Teresa Sisu.

500 meter efter 1.09.4, men så lykkedes det Robin Bakker at tage farten ud af løbet,og de næste 500 meter blev kun kørt efter 1.18.2.

Nedad sidste langside kom My Creation med Rikard Skoglund i angreb – nu var tempoet de første 500 meter på sidste kilometer 1.10.9.

Moder Teresa Sisu vinder med Hoved og hals foran Lust for Life

My Creation holdt ved ude i andet spor indtil et stykke ind i opløbet – så faldt hun fra, og det gav angrebspladsen til Moder Teresa Sisu fra vinderhullet 120 meter fra mål.

Lust for Life strittede godt imod, men Moder Teresa Sisu gik forbi til sejr med en halv længde – begge i 1.11.7a/2140 m.

Nu er det ingen skam at tabe til en rygkørt Moder Teresa Sisu, der i fjor vandt det svenske Hoppe Kriterium – Svenskt Trav-Oaks, og Lust for Life leverede en flot præstation på andenpladsen, der gav 125.000 kroner i præmie.

Løbets anden danskejede hest, Thomas Clemmensens Cala Karamell med Mats E. Djuse blev nummer fem i 1.12.1 – præmie 24.000 NOK.