Det er ikke et ukendt problem, at der er for få heste omkring Charlottenlund Travbane – aftenens program afslører det igen – og det er et alvorligt problem.
Otte løb med i alt 62 startmeldte heste – det lyder måske ikke så galt.
Men blot de 32 trænes af en licenseret Lunden-person!
Helt galt er det, hvis vi udelukkende ser på de seks første løb på programmet – løbene, der er åbne for professionelle kuske.
Her er blot 17 ud af 44 startmeldte heste fra Charlottenlund!
Det er kun i de to afsluttende amatørløb, at det vrimler med lokale heste.
Det er ikke længere fem minutter i tolv for den københavnske travsport!
Dansk travsport kan ikke leve på et acceptabelt niveau, hvis ikke der findes interesse for trav/galop og spil på hestevæddeløb i Storkøbenhavn.
Jeg er fortsat af den klare opfattelse, at der skal en genstart til af travsporten i Storkøbenhavn.
Det kunne være sket ved en udflytning til f.eks. Høje Taastrup – og interessant nok, er det en opfattelse, der deles bredt af den samlede danske travsport – med undtagelse af 75 medlemmer af Det Danske Travselskab, som stemte for en såkaldt Åby-model og forbliven på Charlottenlund Travbane.
Tilbage til aftenens program, hvor 1. løb køres klokken 19.05.
Det er et løb for 2-åringer, og som 1 Hollywood Stone (Wishing Stone) gik senest bag Hnokki Speed i Aalborg, bør den være vinderen.
6. løb er forbeholdt 4-åringer, hvoraf nogle har derbyambitioner.
Om de fortsat har det efter dette løb vil tiden vise.
Felix (Ens Snapshot) med Rene Jonassen har 40 meter tillæg til Frederico EP (Ens Snapshot) med Anders F. Jensen.
Fra 20 meter starter bl.a. Figaro Sølvtop (Ens Snapshot) med Rene Kjær, der efter tre sikre sejre, havde galopskoene på i seneste start.
Hvad Rene Kjær mener om chancerne for Figaro Sølvtop kan du læse på dette link – klik her
Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her