TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Love You i spids i Frankrig

af | Nyheder

23-årige Love You, hvis afkom nyligt rundede 100 millioner Euro i indtjening, kan stadig være med i toppen blandt franske avlshingste.

Love You

På fransk travsports liste over 3-åringer for 2022 er det Love You, der topper med 367.640 Euro og 22 sejre fulgt af Django Riff med 362.080 Euro og 7 sejre.

I 2019-årgangen har Love You 75 franske afkom – de 55 er godkendt i kvalifikationsløb.

Modsat listens nummer to, Django Riff og nummer tre, Boccador de Simm har Love You ingen absolut tophest i årgangen.

Hans mest vindende afkom er på en 9. plads og hedder Just Love You og har vundet 5 ud af 7 starter og tjent 105.950 Euro.

Boccador de Simm er fader til årgangens tophest, Just a Gigolo med 318.750 Euro – Boccador de Simm er på tredjepladsen med 330.170 Euro.

Django Riff kan i høj grad også takke Tomas Malmqvists hoppe Jazzy Perrine for sin andenplads – hun har tjent 307.250 Euro af de 362.080 Euro, der placerer Django Riff bag Love You.

På listen over 3 års afkom er det interessant at Ready Cash ikke optræder – det gør derimod fire af hans sønner: Django Riff som nummer to, Eridan som nummer 7 og Brillantissime og Bold Eagle som hhv. nummer ni og ti.

Derimod er Ready Cash på en andenplads på 4-årslisten, som toppes af en af hans sønner, Bird Parker.

Her er Love You på en tredjeplads.

Bird Parker er fader til årgangens to af årgangens absolutte topheste, Izoard Vedaquais og Ideale du Chene, men årgangens hidtil mest vindende, Italiano Vero har Ready Cash som fader.

Mens der ikke er nogen Love You-sønner i Top 10 på 3-års listen er der to i Top 10 på 4-årslisten, Booster Winner, der er nummer 7 og Village Mystic nummer 9.