TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lønborgs og Svendsens store dag

af | Nyheder

Michael Lønborg og Bent Svendsen løb med i alt fem priser ved Hestesportens Galla 2023 på Hermans i Tivoli Friheden, hvor Peter Rudbeck også snuppede to titler.

Kredsen bag Holger Danske – Årets 4-åring. Foto: Kjeld Mikkelsen

Efter en sæson, der bød på 80 sejre – heriblandt Dansk Trav Derby med Holger Danske og Dansk Hoppe Derby med Harper (begge fra eget træningskvarter) – og 3,6 mill. kroner i indkørte præmier, kom det næppe bag på mange at Michael Lønborg blev kåret som Årets Travkusk, men Århus-træneren var desuden på scenen yderligere to gange.

Først som træner af Holger Danske, der blev kåret som Årets 4-åring, og siden for titlen som Årets Træner, hvor Michael Lønborg gjorde det særdeles flot med 49 sejre og 2,5 mill. kroner.

En beskeden Michael Lønborg, som ikke glemte at rose sin familie og sit personale for en stor indsats i det forgangne år, har som mål at gøre det endnu bedre i 2024, og det er vel ikke urealistisk. Han har således indledt sæsonen med fem sejre i ni starter med egentrænede heste og seks sejre i alt som kusk.

Michael Lønborg var i øvrigt også nomineret som Årets Opdrætter takket være Holger Danske, men dén titel gik til Dorthe Christensen (Get A Wish m.fl.).

Dagens anden store triumfator var Bent Svendsen, som sammen med sin største hesteejer, Hans Jakobsen (Bare Hans A/S) var på scenen to gange som repræsentanter for Kriterie- og 3-års Grand Prix-vinderen Just Hans, der blev kåret som både Årets 3-åring og Årets Hest.

Årets Travhest 2023 – Just Hans. Foto: Henrik Berg

Peter Rudbeck løb også med to titler – dels for Årets 2-åring (Kongfufighting) og dels som Årets Amatørtræner. I begge kategorier var det Rudbeks OTTENDE titel og i alt er det nu blevet til ikke færre end 26 Galla-titler til manden bag Stutteri Hole In One!

Kongfufighting blev kåret som Årets 2-åring. Foto: Kjeld Mikkelsen