Lionel klar til Prix d’Amerique
Trods en startfejl kunne norske Lionel med Franck Nivard vinde en sikker sejr i Prix Tenor de Baune og sikrede sig dermed startret i Prix d’Amerique.

Lionel med Franck Nivrad vinder sikkert foran Robert Bi og Akim du Cap Vert. Foto Gerard Forni
Det er ret sjældent, at et løb på Vincennes bliver lavet om til et super-sprint på 500 meter, men det var hvad der skete i søndagens Prix Tenor de Baune.
Tempoet undervejs var mellem 1.15.7 og 1.15.3 – til der manglede 500 meter – og først da blev der forlangt noget af deltagerne.
Norske Lionel (Look de Star) med Franck Nivard gik til start som favorit, men galoperede fra start, og så troede man at den var ude af løbet.
Men da der ikke var noget tempo på foran med først Ave Avis i spids og siden Call me Keeper, så fik Lionel hurtigt fat og ned forbi publikum kunne Nivard bringe Lionel frem i dødens.
Og her blev de.
Akim du Cap Vert med Franck Anne fik ryg på Lionel og lige bag dem lå Robert Bi med Robin Bakker.
Ingen havde lyst til at presse tempoet op.

Forbi tribunen første gang er Call me Keeper med Ôrjan Kihlström i spids, mens Lionel med Franck Nivard ligger i dødens. Foto Gerard Forni
Derfor blev den første mellemtid efter 1200 meter på 1.15.7, og efter 1700 meter 1.15.5. Med 500 meter tilbage sagde stopuret 1.15.3.
Og ingen havde indledt et angreb endnu!
Nivard satte nu tempoet i vejret opløbssvinget rundt, og det efterlod konkurrenterne chanceløse-
1.07.6 de sidste 500 meter på Lionel gjorde det noget nær umuligt at fange den norske sejrssluger, der gik mod sin 9. sejr i Frankrig i år.
Robin Bi sluttede bedst af og fangede akkurat Akim du Cap Vert i kampen om andenpladsen – begge i 1.14.2, men Lionel, der sejrede i 1.14.0/2700 m kunne de ikke nå.
Dermed har Lionel kvalificeret sig til start i Prix d’Amerique, hvor Norge også bliver repræsenteret af Support Justice!!