TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lindhardts derbyfavorit skadet

af | Nyheder

Christian Lindhardt-trænede Northern Charm, der var forhåndsfavorit til sejren i det tyske derby, er skadet og vil være væk fra løbene i et par måneder.

Northern Charm med Christian Lindhardt på æresrunde efter sejren i Skive. Foto: KM FOTO

I søndags skulle Northern Charm have startet kvalifikationsløb til den svenske E3-løbserie på Eskilstuna, men måtte slettes på grund af halthed.

Nu er årsagen til haltheden lokaliseret, og uheldigvis var det en skade, der krævede et operativt indgreb.

-Siden Northern Charm vandt på Åby har han døjet lidt med sit højre forknæ, og vi har behandlet, men desværre uden resultat. Derfor har jeg fået ham røntgen-undersøgt, og desværre viste det sig, at der var en skade – såvel foran i knæet som bagpå, fortæller Christian Lindhardt til travservice.

-Derfor er Northern Charm i dag blevet opereret på et dyrehospital i Sverige, og det vil tage mindst to måneder før han kan være startklar.

-Det er godt nok ærgerligt, at det lige skal ske her, hvor han havde et par meget spændende opgaver i såvel E3-løbet, men ikke mindst i det tyske Derby, men hestens ve og vel kommer i første række, siger Christian Lindhardt videre.

Northern Charm har startet tre gange i år og vundet hver gang.

Hun indledte med sejr på Lunden i et Breeders Course-forsøg, og vandt derefter Pay Dirts Mindeløb i Skive inden han vandt finalen i Breeders Course på Åby i flotte 1.12.3a/1640 m.

-Jeg har andre gode 3-åringer i min stald, men ingen som Northern Charm for øjeblikket. Naheed har jeg store forventninger til, men den har endnu ikke startet, men gik fint i et prøveløb i Hamburg i dag, hvor han sluttede af efter 1.15 den sidste kilometer og kom hjem i 1.17.6a/2200 m.

-På hoppesiden har jeg et par fine i Nagama, der sæsondebuterede i 1.14.4a/2140 m på Åby, men galoperede næste gang, samt Nonas Kiss, der har løbet en 1.14-tid i Berlin, siger Christian Lindhardt.

Ved dagens løb på Bahrenfeld-banen i Hamburg var Christian Lindhardt til start i fem af totalisator-løbene. Det blev til sejr med Medici Isabella, samt to anden-, en tredje- og en femteplads.