TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lindhardt Jensen: Et kæmpeløft for dansk travsport

af | Nyheder

DTCs formand Lindhardt Jensen hilser kulturministerens melding om at der nu atter må afvikles trav- og galopløb i Danmark velkommen og betegner det som et kæmpeløft for dansk travsport.

-At kulturminister Joy Mogensen nu sidestiller travsporten med Superligaen ser jeg som et tydeligt tegn på, at Travsporten fra ministerens side nu er defineret som en professionel idræt, og det ser jeg som noget meget værdifuldt, og vi kan nu komme i gang med at forberede de planlagte løbsdage i næste uge, siger Lindhardt Jensen.

-Der er desværre ikke noget godt nyt for amatørerne i den situation vi nu er i, da der udelukkende åbnes for professionelle kuske og ryttere.

-Det er for så vidt forståeligt, for hvis vores amatører skulle have lov til at køre løb nu, så skulle der også kunne spilles fodbold i f.eks. 2. division, og det er der  jo endnu ikke åbnet op for endnu, siger Lindhardt Jensen.

Lindhardt Jensen har i de den seneste uge været udsat for hård kritik, og han er fra flere sider blevet opfordret til at trække sig fra formandsposten i DTC.

-Ja, der er nogen der gerne ser jeg går, men jeg har sandelig også fået opfordring fra mange sider om at blive og gøre arbejdet færdigt, siger Lindhardt Jensen.

Et af kritikpunkterne har været åbningen af løbene for amatørkuske fra den 1. maj og omstændighederne omkring Politiets lukning af travsporten i sidste weekend.

-Det havde nu ikke noget at gøre med at amatørerne havde fået lov til at køre – det var et tilfælde, at det faldt sammen med at Politiet var blevet opmærksom på en bekendtgørelse fra den 19. april, hvorefter vi ikke havde tilladelse til at afvikle væddeløb i det hele taget, fastslår Lindhardt Jensen.

-Hvis man skal klandre mig for noget jeg har lavet inden for den sidste uges tid, så kan det være for at jeg bestemte, at vi skulle forsøge at køre løbene i Aalborg. Det var nok en fejl, og min mistolkning, slutter Lindhardt Jensen.

Der er altså fra i dag atter muligt at afvikle trav- og galopløb på alle landets 9 væddeløbsbaner, men kun under forudsætning af, at kuske og ryttere er professionelle.

Ud fra Kulturminister Joy Mogensens pressemeddelelse, der blev udsendt sent lørdag eftermiddag, tolker vi her på travservice, at alle amatørtrænere kan anmelde heste til start, men de skal køres af eller rides af en professionel – dvs. en person med A eller C-licens – i løbene.