TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Lindhardt fik hul på bylden

by | 29. Mar 2021 | Nyheder

Starten på 2021 har været tung for træner Christian Lindhardt, men mandag middag vandt han omsider årets første sejr – men blev også udelukket!

Mandag middag var Christian Lindhardt til start i to løb på hjemmebanen i Skive, og med en første- og en andenplads var der egentlig god grund til at være tilfreds med dagen forløb.

-Men nu ser jeg pludselig, at jeg er udelukket i en uge i april måned for grov trængning efter sejren med Fighter KJ; siger Christian Lindhardt til travservice.

Christian Lindhardt har ikke blot fået en uges udelukkelse, men også 750 kroner i bøde.

-Det er en stor straf for en forseelse, som man ikke er klar over man har lavet og heller ikke er blevet afhørt om, siger Christian Lindhardt videre.

-Når det så er sagt, så var det dejligt at køre først over stregen. Det er jo et stykke tid siden, jeg har gjort det, men når man ikke har mange startheste i stalden, så er det blevet sådan.

På Christian Lindhardts staldliste står der pt ni heste.

-Men jeg har lige fået en ny hest i dag fra en svensk hesteejer. Det er 9-års vallak, Lowlife efter Orlando Vici, der har tjent 134.700 svenske kroner. Ejeren ringede til mig, og sagde at han kunne huske mig fra tiden med Having Said That og havde lyst til at prøve hesten i Danmark, siger Christian Lindhardt videre.

Udover sejren med Fighter KJ blev Christian Lindhardt nummer to med Ellie Said That.

På forhånd var der lagt op til en stor dag for Bent Svendsen, men den farverige Skive-træner måtte nøjes med sejr med Thomas Lind-Holms Exclusive Rain, mens han med dagens største favorit, Elegant CN måtte tage til takke med en tredjeplads. Desuden fik Bent Svendsen  en andenplads med Fabrizio, der ikke kunne holde Lindhardts Fighter KJ fra livet til slut.