TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Lige det der skulle til”

af | Nyheder

Travservice.dk tegner et portræt af den nykårede vinder af DM for Jockeyer, Niclas Steinlein.

Efter en længere periode med “stolpe ud” i løbene, overvejede Niclas Steinlein kortvarigt sin fremtid inden for travsporten, men i DM for Jockeyer på Skive Trav gik det hele gik op i en højere enhed for den 27-årige Aalborg-jockey, som i den grad fik selvtilliden tilbage.

Fire starter resulterede i tre sejre og en andenplads – bedre kunne dét næsten ikke gøres og Niclas Steinlein blev dermed den mest overlegne vinder nogensinde af DM for Jockeyer.

Niclas Steinlein vandt DM for Jockeyer 2022 foran Kenneth Andersen (t.v.) og Hussein Kassir. Foto: Flemming Andersen

-Hestene var allesammen veltrænede og i god form; jeg lavede ingen fejl på dagen og det kombineret med, at løbsafviklingen blev til vores fordel i alle løb, gjorde at alt lykkedes! siger Niclas, som i øjeblikket nyder en velfortjent ferie på fødeøen Bornholm.

Sejren i 1. afdeling af DM med C My Dream var Niclas Steinleins første sejr i næsten to år. Hans seneste køretur med Blazing Star på NFT den 10. juli var endt i galop, og inden da var årets første ti starter resulteret i et par fjerdepladser som bedste resultat.

2021 var også et dårligt år med ingen sejre i 17 starter, men ellers har Niclas Steinlein haft fin succes med hhv. 7, 9 og 5 sejre i årene 2018-2020.

-Efter Falster var det hele noget møg og jeg sad næsten hele vejen hjem og overvejede min fremtid. Om det var mig, der var noget galt med. Ingenting var gået min vej i næsten to år; enten var hestene syge eller også fik jeg kørt et dårligt løb. Det var intet, der lykkedes, så inden DM var min selvtillid på 0-punktet, så det (DM-triumfen, red.) var lige det, der skulle til!

“Den er hjemme!”. Niclas Steinlein vinder 4. og sidste afdeling i DM for Jockeyer med Geronimo Flamingo. Foto: Flemming Andersen

Arveligt belastet
Som størsteparten af de danske travkuske er Niclas Steinlein også “arveligt belastet”. Hans farfar, Ole Steinlein, havde amatørlicens og kørte løb på Bornholms Brand Park, hvor hans farmor i mange år var vægtforstander, så den lille Niclas blev tidligt taget med ud på travbanen når han var på besøg hos sine bedsteforældre.

-Min far har aldrig været særlig travinteresseret, men min farbror, Niels-Peter Steinlein, har også haft amatørlicens i mange år, så jeg er virkeligt blevet påvirket fra flere sider siden jeg var helt lille, siger Niclas, som startede med at køre ponyløb på Bornholm.

-Jeg fik amatørlicens som 16-årig og vandt min første sejr med Polka Simoni den 28. august 2012 på Bornholm. Efterhånden fik jeg flere og flere køreture, som det ofte går med de unge kuske på Bornholm når de før succes i løbene. Det gav mig en masse rutine.

Fra staldmand til leder af travskolen
I november 2014 startede Niclas Steinlein hos nu fhv. træner Kenneth Nielsen på Lunden, hvor han tidligere havde været i praktik en håndfuld gange gennem årene.

-Kenneth er en meget dygtig hestemand og hos ham fik jeg min “grundstøbning” – både inden for travverdenen, men også som menneske. Det var jo første gang jeg skulle ud og stå på egne ben og lære at klare mig selv, og jeg lærte utroligt meget i den periode, siger Niclas, som efter et par års ansættelse hos Kenneth Nielsen blev daglig leder af travskolen på Lunden.

-Jeg boede i en af forvalterboligerne på Lunden og skulle jo lave noget for at bo det, så jeg startede med at rense bokse på ponyskolen og senere også at fodre hestene.

-På et tidspunkt stoppede den daværende leder af travskolen og bestyrelsesformand Michael Juul ringede til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at overtage jobbet. Det sagde jeg Ja til.

-Vi startede med fem ponyer og én stor travhest, men derefter eskalerede det og vi sluttede så vidt jeg husker med 16 ponyer og omkring fem store heste, så der var nok at se til og til sidst kørte jeg lidt sur i det. Der var for meget arbejde.

-Jeg havde samtidig fået kæreste og barn, som også skulle være en del af det hele, så hvis jeg skulle udvikle mig inden for travsporten, skulle jeg videre.

-Når det så er sagt, så var det en utroligt spændende tid med travskolen, hvor jeg lærte at rumme de forskellige individer, der kom på skolen til hverdag, og lærte at samarbejde med forskellige mennesker.

KLIK HER for at se et portræt af Niclas Steinlein.

DM-sejren blev fejret med den obligatoriske tur i vandet. Foto: Flemming Andersen

Oppasser for tre Derbykandidater
1. juni i fjor startede Niclas Steinlein hos Jeppe Juel på Racing Arena Aalborg og her stortrives han.

-Det er jo noget helt andet end jeg kom fra. Det er meget inspirerende og lærerigt, og det at vi har så mange fine heste i stalden, gør selvfølgelig det hele bliver mere spændende når man er til løb, siger Niclas, som bl.a. har de tre Derbykandidater Galliano Peak, Gurli Tinghøj og Fortnite (NO) blandt sine 10-12 pasheste.

Hvorvidt DM-sejren kaster flere køreture af sig, må fremtiden vise, men Niclas Steinleins arbejdsgiver er i hvert fald godt tilfreds med sine dygtige jockey.

-Niclas er ekstremt dygtig og meget engageret i sit arbejde. En god mand, der tager udfordringen op, selvom det hidtil ikke har resulteret i så mange køreture, men det sagde jeg også til ham på forhånd. Vi har en del kvalitetsheste i stalden, som jeg forsøger på selv at køre, men Niclas har nogle rigtig gode kørehænder og vi må se om vi kan finde nogle flere køreture til ham rundt omkring, siger Jeppe Juel.

Fremtiden
I skrivende stund nyder Niclas og hans lille familie ferien på Bornholm, men lørdag vender de tilbage til Nordjylland og mandag starter han atter i stalden hos Jeppe Juel.

Med sejren i DM for Jockeyer fulgte et rejselegat på 10.000 kroner, men hvad det skal bruges til, har Niclas Steinlein endnu ikke taget stilling til.

-Jeg har ikke skænket det en tanke endnu, men USA kunne være en mulighed. Jeg har været i både Sverige og Frankrig og snuse lidt til det, men det kunne være spændende at komme til USA, hvor både Jeppe og Ole G. Nielsen har nogle kontakter, så vi se hvad det bliver til, slutter Niclas.