TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ligaløb næste år

af | Nyheder

Sejrshesten Cerveza kiksede i Derbysammenhæng, men blev Årets Travhest på Racing Arena Aalborg.

Med den eneste konkurrent til titlen som Årets Hest, Global Unreal, på skadeslisten kunne Cervezas opdrætter, ejer og træner Lars B. Larsen “tillade” sig at satse på en V75-start i Århus, frem for en start på hjemmebanen Juleaftensdag.

Cerveza efter en af årets otte sejre. Foto: Ole Hindby

-Ja, nu må vi se hvordan det går. De er gode i dag, men Cerveza har tidligere gået godt i Århus, så vi håber selvfølgelig på endnu en sejr, siger Lars B. Larsen til Travservice.dk.

Men skulle det kikse for Muscle Bounds-sønnen, har Cerveza under alle omstændigheder haft en stor sæson, der inden dagens start på JVB har budt på otte sejre og to andenpladser i 13 starter.

Det er ikke så ringe endda.

-Han kiksede jo desværre i storløbene, hvor vi satsede lidt og trak ørehætten, men det kunne han ikke tåle – han blev simpelthen alt for vred, men holdt sig trods alt i trav, selvom han var hamrende skæv, siger Lars B. Larsen.

-Så derefter gik vi tilbage til det, der har fungeret perfekt og så er det jo gået meget godt.

-Sidst var der ikke mere i ham, sagde Kenneth, men der løb de også ny banerekord, så det var vel i orden. Ellers har han ikke været kørt i bund før.

-Jeg regner med, at vi tager en start mere i januar inden Cerveza går på vinterferie, hvis alt går vel i dag, men han bestemmer egentlig selv, så det afhænger lidt af hvor træt han bliver i dag.

-Nu er årgangsløbene jo slut, så næste år gælder det Liga-løbene, hvor jeg tror han sagtens kan begå sig.

50 afkomssejre
Cerveza er fjerde afkom efter Mr Flirt-hoppen Joy Star, der også er mor til fine heste som Razor Blade (1.11,9a-414.000 kr), Beyblade (1.12,2a-338.000 kr) og Sequenzer (1.13,9a-145.000 kr), der alle også er opdrættet af Lars B. Larsen.

-Hans seneste sejr var faktisk Joy Stars afkomssejr nummer 50, siger Lars B. Larsen, som selv er af ganske god “afstamning”. Hans far, Bendt Larsen, er således bror til afdøde Leif Larsen (Racing Tack), der bl.a. huskes for avlshingsten Surgy Hanover og mange andre fine heste. Dermed er Lars fætter til Michael Larsen, som i mange år har været træner i Tyskland.

-Jeg kom i sin tid meget hos Henning Olesen, Stutteri Brogård, hvor jeg også købte min første hest. Jeg har også kørt TU-løb og vundet et enkelt løb, men i dag nøjes jeg med at træne hestene.

Lars B. Larsen har stadig Cervezas mor, der i år er bedækket v/ENS Snapshot, men endnu ikke konstateret drægtig. Joy Star har i år fået et hoppeføl efter ENS Snapshot.

Derudover har Lars B. Larsen også Joy Stars næstyngste afkom, 1-årige Flying Star (h. e. From Above U S).

-Flying Star blev i sommers opereret for en mus, men træner på lige nu og tegner også godt. Han har endnu ikke været ude ved Pauli Andersen, som altid har mine ungheste i træningen en to-tre måneder inden de kommer til start, slutter Lars B. Larsen.