TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Liga-finaler – stort set efter bogen

af | Nyheder

Favoritterne indfriede forventningerne i Liga-finalerne på Racing Arena Aalborg.

Det var kun VM Viking Cup (Classic Photo) med Morten Friis, der stak lidt ud blandt vinderne i Liga-finalerne, og den kunne man have fået inspiration til at spille ved at læse vores optaktshistorie til søndagens løb.

VM Viking Cup med Morten Friis sejrede sikker og gav næsten 10 gange pengene. Foto Hesselborg Foto

VM Viking Cup er tilbage igen for fuld skrue og vandt legende let for Morten Friis med vattet i behold i 1.13.4a/2140 m. Vinderodds var 9,23.

Morten Friis vandt endnu en Liga-finale – og endda endnu mere suveræn.

Det var med C You Again (The Liquidator), der går fra sejr til sejr og her tog sin sjette sejr i træk og 11. sejr i 16 starter i karrieren!

Det bliver spændende at se, hvor langt den kan nå!

Det samme kan siges om Casino Gardenia og Catch me A Winner, der vandt hhv. Liga 3 og Liga 5.

Ude i banen skyder Catch me a Winner med Steen Juul frem til sejr foran Henbianca Boko med Jan Dahlgaard. Foto Hesselborg Foto

Casino Gardenia, der havde Steen Juul som kusk, da Knud Mønster var udelukket, vandt meget sikkert i 1.14.2a/2140 m efter føring, mens Catch me a Winner (Sj’s Caviar) med Steen Juul kom bagfra og fangede Henbianca Boko med Jan Dahlgaard, der ellers lignede en vinder. Catch Me a Winner sejrede i 1.15.0a/2140 m.

I Liga 1 var det som ventet Slide so Easy (Quite Easy) med Flemming Jensen, der nærmest spadserede sig til sejr i 1.14.5a/2140 m foran Stand and Deliver med Birger Jørgensen, der sad i vinderhullet undervejs.

Udover Morten Friis og Steen Juul kom Jeppe Juel også to gange på æresrunde.

Think New and Big med Jeppe Juel var en fin debutant. Foto Hesselborg Foto

Jeppe Juel indledte dagen med at bringe debutanten Think New and Big (Explosive Matter) til sejr i 1.18.7/2140 m – den trænes af Marc Bæk Nielsen, der senere på dagen fik endnu en sejr til stalden med sæsondebutanten Dortmund (Timoko) med Dennis Kristiansen.

Jeppe Juels anden vinder var egentrænede Chloe (Ready Cash), der sejrede i 1.16.9/2160 m.

Det dejlige vejr og udsigten til topsport havde fået mange mennesker til at tage turen ud på væddeløbsbanen i Aalborg.

Baneomsætningen nåede godkendte 194.000 kroner, men totalomsætningen på 834.310 kroner viste tydeligt manglen på omsætningskroner fra Norge og til dels også fra Sverige, som havde premiere på V64- til galopløbene på Bro Park og desuden det sædvanlige GS75.

De fine løb fra Aalborg druknede i ATGs udbud.