TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Legeværk for verdens bedste vallak

af | Nyheder

9-årige franske Cleangame anses for at være verdens bedste, og den havde da heller ingen problemer med at vinde finalen i travsportens Tour de France, Grand National du Trot på Vincennes – trods 50 meter tillæg.

Hvis Cleangame ikke havde været kastreret, ville den have været en hård konkurrent til Face Time Bourbon i løb som Prix d’Amerique.

Men her er vallakker som bekendt udelukket fra at starte.

Cleangame har en sejrsprocent i karrieren på 66 – det er blevet til 42 sejre i 66 starter og med søndagens sejrspræmie på 58.500 Euro har Cleangame indløbet 1.785.670 Euro.

I finalen i Grand National du Trot havde Cleangame som eneste 50 meter tillæg på distancen 2850 meter, men med 1000 meter tilbage havde Jean Michel Bazire, der træner og kører den, bragt Cleangame til spids, og herefter var opgaven let.

Cleangame sejrede i 1.12.0/2900 m foran Firello med Eric Raffin i 1.13.4/2850 meter.

Det var anden gang Cleangame vinder denne finale – han vandt i 2019 i 1.11.5/2900 meter, hvad der er løbets rekord.

Søndagens sejr betød også, at Cleangame trådte ind i en eksklusiv klub, der nu har fire medlemmer.

Fælles for dem er, at de har vundet finalen i Grand National du Trot hver to gange!

De øvrige medlemmer er Uno Atout (1993-1994), General du Lupin (2002-2003) og Oasis Gedé (2008-2009).

Cleangame har Ouragan de Celland som fader – den er efter Goetmals Wood og en Workaholic-datter, mens Cleangames moder, Red Bell har Jag de Bellouet som fader.