For andet år i træk kunne Slide so Easy med Flemming Jensen vinde Mesterskab for Danmark.
Team Clemmensen og Christensens Slide so Easy (Quite Easy) med Flemming Jensen var bare overlegen i den 100. udgave af Mesterskab for Danmark, der søndag eftermiddag blev kørt på Charlottenlund Travbane.
At sidde udvendigt på Tripolini VP med Jeppe Juel var intet problem for den 10-årige stiltraver, der villigt øgede tempoet midt i opløbet, da Flemming Jensen bad den om at løbe hurtigere.
Slide so Easy, der også vandt løbet i fjor – da med Jeppe Juel i sulkyen – sejrede sikkert i 1.13.5a/2000 m foran Tripolini VP og Thunder Peak.
Der var 100.000 kroner i førstepræmie.
Det var sjette år i træk, at en hest fra Flemming Jensens træningskvarter vinder Mesterkab for Danmark!