TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kun Elitloppet tæller for Propulsion

af | Nyheder

Når Prix d’Amerique-revanchen i form af Prix de France afvikles på søndag på Vincennes, så er det uden Daniel Redéns tophest Propulsion.  

Den amerikanskfødte Muscle Hill-søn med 32 sejre i 66 starter og mere end 23 mio. SEK indtjent er nemlig tilbage i Sverige, og fremadrettet har træneren kun ét mål for sin stjerne: Elitloppet 2019.

Propulsion med Ôrjan Kihlström ved en tidligere sejr på Jägersro. Foto Kanal 75

Det blev til en femteplads i årets udgave af PDA, hvor Örjan Kihlström for en sjælden gangs skyld ikke fik placeret sig godt fra start, og undervejs sad Propulsion sammen med Bold Eagle i feltets bagende. En reel afslutning gav en femteplads, og med lidt afstand til løbet er Daniel Redén meget tilfreds med sin hest.

I et interview til svenske trav365.se forklarer træneren sine planer.

”Min plan er at sigte mod Elitloppet. Der er ikke noget, jeg kan ønske mig mere, end at han skal vinde Eliltoppet. Han har kapaciteten til det, men der er stadig langt dertil, og der er mange andre heste, som også vil stå øverst,” lyder det fra Redén. ”Han har været med tre gange i træk og er blevet nummer to de seneste to år, så jeg håber naturligvis, at han kan få lov til at stå øverst på skamlen. Jeg synes virkelig, at han skal have lov til at vinde Elitloppet, inden karrieren er ovre.”

Allerede i løbet af 2018 var det fremme, at Propulsions karriere kunne være ovre for at hellige sig avlsarbejdet, men nu er det altså besluttet at give Eliltoppet et skud mere. Propulsion er nu otte år gammel.