TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kriterieprøverne

af | Nyheder

Hvem går videre til hhv. Dansk Trav Kriterium og Dansk Hoppe Kriterium? Travservice.dk opdateres løbende efterhånden som søndagens Kriteriumsprøver afvikles på Lunden.

Den første åbne Kriteriumsprøve gav sejr til Jan Friis-trænede Close To Heaven med Knud Mønster i tiden 1.14,3a/2000 meter efter føring fra start til mål (1.11,0/500 meter og 1.13,6/1000 meter). En fortjent sejr til S J’s Photo-sønnen, der har været i årgangstoppen siden 2-årssæsonen og bl.a. var nummer to i Jydsk 3-årings Grand Prix.

Come On Hugo fik et hårdt løb i dødens, men blev bakket ned i ryg med 600 meter igen og holdt lige netop hjem til andenpladsen foran en stærkt afsluttende Counterstrike.

-Vi havde snakket om at prøve at køre i spids. I Århus viste han, at han kunne være med fra start, og vi havde ændret lidt på udstyret, så han skulle være lidt mere rap fra start i dag, men han løber stadig og fjoller lidt. De 2500 meter i Kriteriet er en fordel for Close To Heaven, sagde Knud Mønster efter sejren.

-Der findes stadig masser af udvikling i Close To Heaven, som er en hest, der ligger mig meget nær – derfor ønsker jeg ikke at sælge ham, selvom der er kommet flere bud, sagde Jan Friis, som også ejer Close To Heaven.

Marc Bæk Nielsen-trænede Captain Morgan (S J’s Caviar) med Jeppe Juel i sulkyen var svaret i den anden åbne Kriteriumsprøve efter en medrivende opløbsduel med totalisatorfavoritten Confidence.

Sidstnævnte var “handicappet” af startspor i anden række og måtte gå den tunge vej som første hest i andet spor, mens Jeppe Juel fik lov til at bestemme tempoet (1.17,9/500 meter og 1.17,8/1000 meter) med Captain Morgan og det blev udslagsgivende.

Midt på opløbet var Confidence ellers forbi, men Captain Morgan kom tilbage indvendig og efter målfoto kunne sidstnævnte hejses som vinder i tiden 1.15,6a/2000 meter. Tredjepladsen til Chablis, der gik klart godkendt efter galop kort efter start.

-Ken Ecce sagde han havde vundet, men det er bedre at høre det fra dommerne. Jeg fik den bedste hest i årgangen frem på udvendig side og det var der, jeg ville ha’ den. Captain Morgan gik meget imponerende i dag. Jeg kender den ikke så godt endnu, men jeg tror ikke de 2500 meter betyder så meget, sagde Jeppe Juel efter sejren.

-Det var OK i dag. Confidence stopper lidt op til sidst, men jeg kører ikke med vatudtræk endnu – det tror jeg, jeg ændrer på til finalen og det burde give et gear eller to ekstra. Vi kommer lidt på mellemhånd i første sving, så det er mig selv, der må køre frem og skabe løbet, evaluerede Ken Ecce umiddelbart efter løbet.

Johan Untersteiner sørgede for svensk sejr i den tredje og sidste åbne Kriteriumsprøve, hvor Cuba Libre Ice (Great Challenger) vandt den ventede sejr efter et perfekt løb i andet par udvendig – men løbet fik en meget dramatisk indledning.

50-75 meter før start galoperede 2 Cippolini og brød lidt ned i banen, hvorved den generede 9 Chio Gilbak med Rene Kjær, der blev kastet ud af sulkyen. Chio Gilbak løb løbsk, mens Rene Kjær hurtigt blev bugseret ind på inderkredsen. En ambulance blev tilkaldt, men Billund-træneren slap tilsyneladende forholdsvis billigt fra det dramatiske uheld, idet han selv kunne sætte sig op i den ventende golfvogn, som transporterede ham over på staldterrænet. I skrivende stund kendes Rene Kjærs tilstand ikke, men Travservice.dk følger naturligvis op på sagen.

I gyldig start tog Carlson spids for siden at slippe til Cult Egedal, der afviklede de første 500 meter efter 1.12,7. Umiddelbart herefter kom Cippolini imidlertid farende for Bjarke Haagensen og overtog føringen. Kilometer gik efter 1.13,2.

Cuba Libre Ice fik et optimalt løb i andet par udvendig, mens Cocky måtte gå den tunge vej i dødens.

Midt i sidste sving var Cippolini træk – Cocky tog over, men kunne intet stille op mod Cuba Libre Ice, der gik frem til overlegen sejr i tiden 1.13,0a/2000 meter foran Cocky og Chock Nock.

Kvalificeret til Dansk Trav Kriterium
Close To Heaven (træner: Jan Friis)
Come On Hugo (træner: Bent Svendsen)
Counterstrike (træner: Mogens Bek)
Captain Morgan (træner: Marc Bæk Nielsen)
Confidence (træner: Peter Spengler (a))
Chablis (træner: Steen Juul)
Cuba Libre Ice (træner: Johan Untersteiner)
Cocky (træner: Søren Kolberg (a))
Chock Nock (træner: Steen Juul)

Bedste fjerdehest iflg. pointberegningen:

Catch Me A Winner (træner: Steen Juul)

Wildcard iflg. pointberegningen:
Cult Egedal (træner: Børge Mathiesen (a))
Chief One (træner: Morten Juul)


Hoppe Kriteriumsprøverne
Den første Hoppe Kriteriumsprøve fik en flot vinder i Team Lundens Commit Boom Bay (ENS Snapshot) med Nicolaj Andersen efter føring det meste af vejen (1.16,8/500 meter og 1.17,8/1000 meter).

Cinderella tog andenpladsen efter et løb i dødens de sidste ca. 1500 meter, mens tredjepladsen gik til Caroline K, der var hurtigst afsted fra start for at slippe til den senere vinder. De to sidste finalepladser gik til en fint afsluttende Chloe og Chilli T.

-Hun er ikke på top endnu, men vinder på klassen. Hun er hård, hende her, men vi har 14 dage mere at arbejde på (frem til Hoppe Kriteriet, red.). Jeg ved ikke om hun er snublet eller hvad der er sket, vi kan jo ikke overvåge dem 24 timer i døgnet, men den højre skulder har “hængt sig” lidt. Kiropraktoren arbejder stærkt på det. Vi var dernede i mandags og det er blevet bedre. Jeg har aldrig været i tvivl om, at hun bliver meget bedre næste år, sagde Nicolaj Andersen efter sejren.

Favoritsejr blev det også i den anden Hoppe Kriteriumsprøve, hvor Kaj Jensen-trænede C D (Great Challenger) med Birger Jørgensen vandt en forholdsvis let sejr i tiden 14,7a/2000 meter trods et hårdt løb i dødens de sidste ca. 1500 meter.

Der var lidt skiftende positioner de første 500 meter. Charming Boom Bay var hurtigst afsted fra start, men overlod ud af første sving føringen til Cassipeja B F. Sidstnævnte galoperede imidlertid midt på første langside og så overtog Michael Lønborg føringen med Ceton Simoni.

C D sad nu som første hest i andet spor, men Birger Jørgensen havde tilsyneladende løbet helt under kontrol og ind på opløbet kunne C D gå frem til den ventede sejr. Sejren blev kort, men sikker foran en fint afsluttende Carna Sensei med Cindy Tiger på tredjepladsen. Celtic (der sikrede Marc Bæk Nielsen endnu en finaleplads) og Cleao Gammelsbæk fik de sidste finalepladser i Dansk Hoppe Kriterium.

-Hun gør sit bedste hver gang og har lært at leve med, at hun har en lille smule temperament. Hun har efterhånden indordnet sig og kan dæmpe sig når det gælder. Jeg var godt klar over, at kom til at sidde dér (dødens) resten af vejen, så jeg måtte se om jeg kunne klare det. C D har i bund og grund altid været en hurtig hest, der har suset afsted og gjort det af egen fri vilje, men Kaj (Jensen, red.) har arbejdet meget med temperamentet, sagde Birger Jørgensen bl.a. i sejrsinterviewet.

Kvalificeret til Dansk Hoppe Kriterium
Commit Boom Bay (træner: Nicolaj Andersen)
Cinderella (træner: Gordon Dahl)
Caroline K (træner: Peter Jensen)
Chloe (træner: Jeppe Juel)
Chilli T (træner: Frantz Praem)
C D (træner: Kaj Jensen)
Carna Sensei (træner: Jesper Nielsen (a))
Cindy Tiger (træner: Bjarke Haagensen)
Celtic (træner: Marc Bæk Nielsen)
Cleo Gammelsbæk (træner: Jeppe Juel)

Wildcard iflg. pointberegningen:
Casino Girl (træner: Kent Friborg)
Ceton Simoni (træner: Michael Lønborg)