Krav om opdrætterpræmier fra udlandet
På den kommende generalforsamling i Dansk Travsports Centralforbund vil Opdrætterforeningen stille krav om at modellen med opdrætterpræmier til 2-6-årige heste udvides til også at gælde for placeringer opnået i udenlandske løb.
-Mange danske opdrættere har registreret deres avlshopper i Sverige eller i Norge – jeg selv har seks hopper i Sverige, men hvis modellen for opdrætterpræmier blev udvidet til at omfatte præmier vundet i udlandet, så vil vi danskregistrere disse hopper igen til gavn for dansk travsport, siger Opdrætterforeningens formand, Mikkel Stub til travservice.
Emnet blev debatteret på Opdrætterforeningens ordinære generalforsamling i lørdags i Aalborg, og der var fuld opbakning til at foreningen på den kommende generalforsamling i DTC skal stille forslag om en ændring af modellen for opdrætterpræmier.
-Det er svært at sige, hvor meget det vil koste, men vi anslår at der skal afsættes et par millioner kroner i budgettet til det, siger Mikkel Stub.
-Vi finder, at det er et særdeles vigtigt at vi får de danskejede hopper ind i den danske stambog igen, således at vi får flere heste i ned klassiske løb, og det er jo som regel heller ikke de dårligste hopper, der er blevet registreret i udlandet, siger Mikkel Stub.
-To millioner kroner er selvfølgelig mange penge, der skal findes i DTCs budget, men det skal kunne lade sig gøre, for det er så vigtig for dansk travsport, at vi får løftet avlen, siger Mikkel Stub.
Opdrætterforeningens regnskab for 2017 udviste et mindre overskud på 8.000 kroner efter afskrivninger.
-Bl.a. er Great Challenger nu fuldt afskrevet, sier Mikkel Stub videre.
På mødet blev foreningens struktur med sektioner også debatteret, og der blev nedsat en arbejdsgruppe, der frem til næste års generalforsamling skal komme med forslag til nye vedtægter og herunder om der fortsat skal være sektioner opdelt efter landsdelene i Opdrætterforeningen.
Mikkel Stub blev genvalgt som formand og Erik Bisgaard til bestyrelsen.
Ny bestyrelsessuppleant blev Dorthe Christensen i stedet for Karl Chr. Guldhammer.