TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kolberg melder alt OK

af | Nyheder

Søren Kolberg melder alt vel med 3-årige Staro McMillan, der i eftermiddag har muligheden for at vinde 4 millioner kroner i Svenskt Trav Kriterium.

Staro McMillan

Det er ikke hver dag, at en danskejet travhest har muligheden for at vinde 4 millioner kroner – godt nok svenske, men omregnet 2,8 millioner danske kroner – og det lader sig også høre.

I eftermiddag har den sjællandske slagtermester Søren Kolberg fra Slagelse sin 3-årige hingst Star McMillan til start i Svenskt Trav-Kriterium – det største løb for svenskfødte 3-åringer – og her har Staro McMillan kvalificeret sig til start.

-Vi er med, men det bliver svært at vinde, nøgtern set, siger Søren Kolberg til Travservice på mobilen fra Stockholm.

-Hesten er OK – han har spist og drukket og opført sig, som han plejer, så det er bare at håbe på, at han får et godt løb og en god placering, siger Søren Kolberg.

-Da vi kom herop i fredags trak jeg både ham og Fusion Scoop en tur rundt på Solvalla, og lørdag morgen trillede jeg nogle omgange med dem begge på banen – Ja, altså hver for sig.

-Her søndag morgen har jeg trukket en tur med Staro efter jeg havde fodret ham, og nu er det så bare at vente på, at det bliver eftermiddag og at vi skal i gang med de rutiner vi har med ham, siger Søren Kolberg.

-Men synes du ikke ”den lille” (Fusion Scoop) gik godt i går? Jeg havde jo sagt til Steen (Juul) at han ikke skulle forsøge at lære den at løbe væddeløb, men bare køre. At der så kom en til slut og baskede os – ja, sådan er væddeløb, men jeg synes at Fusion gjorde en flot indsats, siger Søren Kolberg.

Det er ikke kun Staro McMillan, der bærer danske farver i eftermiddag.

Niels Thomsens Baltic Stable ejer Borups Senator, der trænes af Tomas Malmqvist og skal køres af Christoffer Eriksson.

Borups Senator er med 1.11,7 feltets næsthurtigste hest – kun overgået af Betting Gangster med 1.11,6.

Svenskt Trav-Kriterium køres over distancen 2140 meter og blev første gang kørt i 1927, hvor den danske træner Sophus Sørensen vandt – det gjorde han også året efter.

Præmiesummen i 2018 er på 2 millioner SEM, men da samtlige deltagere er tilmeldt Premiechancen – det vil sige, at alle ejere har fravalgt at tage de 20.000 kroner en svenskfødt hest kan modtage ved at gå Premieløb – er præmiesummen fordoblet, og dermed er førstepræmien på 4 millioner, andenpræmien på 2 millioner, tredjepræmien på 1 million osv.

Det er et meget stærkt felt med 12 fine 3-åringer der mødes.

Svenske traveksperter kalder eftermiddagens felt for det stærkeste i løbets historie, og favoritfeltet udgøres af 4-5 heste – men ingen skiller sig afgørende ud.

Svenskt Trav-Kriterium køres som 10. løb med start kl. 16.30.

Svenskt Trav Oaks, hvor alle deltagere også er anmeldt til Premiechancen, har en førstepræmie på 2.8 millioner kroner og er også en åben affære.

Det køres som 8. løb med start klokken 15.43.

DanToto har spil til hele løbsdagen på Solvalla, hvor der også er et V75 spil med start ved 5. løb klokken 14.30.

Baneprogrammet til Solvalla kan downloades på dette link – klik her