TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kojak-sejr på Halmstad

af | Nyheder

Ymer Brick overraskede i lunchtravet på Halmstad.

Lunden-amatøren Hans Henning “Kojak” Kristoffersen havde to heste til start i det samme løb på Halmstad, hvor Zorn Brick på forhånd var levnet de bedste chancer, men sådan gik det ikke.

Zorn Brick med Ken Ecce i sulkyen galoperede således efter 3-400 meter og blev hurtigt diskvalificeret.

Ymer Brick – der i lighed med staldkammeraten havde 40 meters tillæg – blev taget roligt fra start i inderbanen, men blev skiftet til andet spor efter omgangs kørsel og kom med i angreb på bagerste langside med ca. 600 meter tilbage.

Ind på opløbet var Rapid On Line førende, men på en forrygende afslutning gik Ymer Brick til slut frem til sikker sejr i tiden 1.14,1/2140 meter – en overraskelse til 22 gange pengene.

Der var 25.000 SEK til vinderen.

Vi noterede også endnu en sejr til Victor Rosleff, som denne gang var på pletten med Jerry Riordan-trænede Zanzibar Effe (Donato Hanover), der vandt sin anden sejr i træk for den danske jockey.

Sejren var årets 19. sejr til Victor Rosleff, som må være blandt kandidaterne til titlen som “Årets Komet” i svensk travsport.