TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kjær: Klar igen om et par uger

af | 17. apr 2019 | Nyheder

René Kjær skal ha’ gipsen af mandag den 29. april og forventer at kunne sætte sig op i sulkyen allerede en uge senere!

Det er sagt før, men travtrænere ER altså gjort af et helt specielt stof – det er René Kjær det seneste eksempel på.

Fredag den 5. april blev Billund-træneren sparket ud af sulkyen af hesten Call Me Baunely, der ellers ikke havde vist nogen tegn på at ville “skille sig af” med kusken, men det skete altså alligevel og den foreløbig ende på historien blev, at René Kjær i søndags måtte en tur på operationsbordet på Svendborg Sygehus.

Han kom hjem sent mandag eftermiddag og har nu god tid til at reflektere lidt over de sidste par ugers begivenheder.

-Operationen gik godt, men jeg har alligevel været ude for et par grimme oplevelser i sygehusvæsenet, hvor man i første omgang sendte mig hjem fra Herlev Hospital med en brækket arm, som først ni dage senere måtte lappes sammen, dvs. der er indsat en 10 cm lang titaniumplade i armen, siger René Kjær.

-Det var også en meget grænseoverskridende oplevelse, da de måtte udsætte operationen fordi man var løbet tør for skruer (!), så jeg blev sendt tilbage på stuen igen. I dag har jeg det fint igen, selvom jeg ikke er 100 % skarp fordi jeg stadig er på morfin, men i går lå jeg nærmest i en rus hele dagen fordi jeg var på smertestillende efter jeg stort set ikke havde sovet natten til tirsdag.

Gode udsigter
René Kjær er kendt som en ukuelig optimist og han har også store forventninger mht. snart at komme ud og køre løb igen.

-Jeg skal ha’ fjernet gipsen den 29. april og en uge efter regner jeg med at skal ud og køre igen med et par søde heste. Jeg kan jo i princippet ikke ødelægge noget, men skal selvfølgelig være sikker på, at jeg kan magte hestene igen inden jeg går i gang med at køre løb, siger René Kjær.

-Knoglen kan i princippet bruges med det samme i og med at den er lappet sammen med en titaniumplade, mens scenerne og musklerne selvfølgelig kræver noget genoptræning, men det er jeg også rimelig ihærdig med herhjemme.

-Desuden har jeg en kraftig laserpen, som jeg bruger til hestene. Den brugte jeg også da jeg brækkede anklen og fingrene, og begge gange helede jeg 14 dage hurtigere op end lægerne tidligere har set, så det ser jeg optimistisk på.

Ingen forsikring
Mens mange i dag har en sygeforsikring – ofte via sit arbejde – ser det anderledes ud for travtrænere, som ikke har en arbejdsskadeforsikring.

-En forsikring af den type koster mellem 30 og 50.000 kroner og det er alt for dyrt for en træner, siger René Kjær.

-Jeg fik et chok da jeg hørte prisen, og man kan ikke tegne forsikringen som en gruppe – den skal tegnes individuelt.

Iflg. formanden for Trænerforeningen af 1909, Frantz Praëm, er der kommet et forslag fra en af foreningens medlemmer, om at forhøje medlemsgebyret med 500 kroner årligt, hvilket giver en årlig opsparing på ca. 30.000 kr. Pengene skal i givet fald bruges til en form for gruppeforsikring, hvor den enkelte træner kan ansøge om et tilskud på et nærmere fastlagt beløb, når uheldet har været ude.

Forslaget har dog endnu ikke været behandlet i trænerforeningens bestyrelse.

-Jeg har heldigvis forstået at lægge noget til side, så jeg har det OK økonomisk, men som catchdriver er man ellers nærmest prisgivet i sådan en situation. For dem der har mange heste i træning, er det lidt andet, i og med at de får træningspenge ind hver måned, siger René Kjær.

-Jeg har for første gang i mit liv skulle søge om sygedagpenge fra kommunen, men det er jo ingenting i forhold til, at jeg normalt omsætter for ca. 2.000 kroner om dagen.

-Det viser sig, at man på kommunen kan tegne en forsikring til en af pris af 2.000 kroner om året, så man kan få sygedagpenge fra dag 1, i stedet for nu fra “dag 14”.

Farvel til “problemhesten”
Efter det grimme uheld med Call Me Baunely har den 5-årige hoppe forladt René Kjærs træningskvarter og er i stedet gået i træning hos Marcus Lindgren på Jägersro.

-Det er sket i fuld forståelse med ejerne og Marcus Lindgren er informeret om hvad den har gjort, men hverken jeg eller Tina ville være rolige med at træne med hende når man ved hvad der er sket, siger René Kjær.

-Jeg aner stadig ikke hvorfor hun gjorde det. Hun har tidligere været lidt hormonelt forstyrret når hun har ramt topformen og det er måske det der var årsagen. Jeg har desuden hørt, at den tidligere har haft lidt tendens til at “lette lidt på røven” – men ellers verdens sødeste hest.

Klar til Copenhagen Cup
René Kjær forventer at være 100 % klar igen til Copenhagen Cup-weekenden (11.-12. maj), måske endda før, men det vil tiden vise.

-Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg misser DM for Travtrænere og “mine” årgangsheste er jo også begyndt at røre på sig, men jeg har helt accepteret at jeg ikke kan være med lige nu – og glæder mig helt vildt til at komme tilbage! slutter René Kjær.