TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kjær dominerede på Lunden.

af | Nyheder

Rene Kjær var stærkt kørende på Charlottenlund Travbane, hvor han blev dagens mand med tre sejre.

Rene Kjær – her med Key Largo og hustruen Tina Ottesen – efter dagens tredje sejr. Foto Burt Seeger,

Mest overraskende sejr i trioen var Key Largo (Adams Peak), som rene Kjær kunne ringe til en sikker sejr i udtagelsesløbet til Summer Meeting Halmstad.

Her var Victory Island med Steen Juul storfavorit, men den fejlede med 300 meter tilbage på et tidspunkt, hvor den så ud til at have fået overtaget på inderbanens Baxi Epice med Jeppe Juel og Teodor med Max Nielsen.

Key Largo havde undervejs fået et smørløb i ryg på Baxo Epice, og rene Kjær fik angrebsplads i rette øjeblik, og ned gennem opløbet kunne den 8-årige vallak skyde frem til sikker sejr i 1.13.1a/2000 m. Global Strategy med Christian Lindhardt kom strygende udvendigt og nåede andenpladsen foran Teodor og Baxo Epice, alle i 1.13.4.

Jackpot Clubs Key Largo vinder sikkert for Rene Kjær. Foto Burt Seeger

Det er noget af en forvandling, der er sket med Key Largo efter Rene Kjær begyndte at køre den i løb.

Parrets første start sammen – da var Key Largo i træning hos Morten Juul – resulterede i en andenplads og derefter blev det til to sejre.

På grund af Rene Kjærs uheld, hvor han brækkede hånden, har såvel Kasper K. Andersen som Steen Juul også vundet med Key Largo, og da hesten nyligt blev solgt til Jackpot Club som anpartshest, gik den i træning hos Rene Kjær, der nu har startet den to gange og vundet begge løb.

I alt har Key Largo – siden Frank Kjelde købte den fra Tyskland i juni i fjor vundet 7 sejre – ud af 11 i hele karrieren.

Og Key Largo ser ikke ud til at have udtømt sit potentiale endnu.

Selv om Rene Kjærs to andre vindere ikke var favoritter, så var de dog heste, der blev regnet i favoritgruppen.

Express de Luxe tegner lovende. Foto Burt Seeger

I 2. løb kunne Rene Kjær vinde med Gitte Madsen-trænede Express de Luxe, der i en spændende opløbskamp klarede at holde Livi Oxford HM med Steen Juul fra livet. De to fine 3-åringer fik begge noteret 1.14.6a/2000 m.

Express de Luxe har en lidt speciel afstamning, idet hans fader er Cantab Hall DE – en helbroder i blod til Tycoon Conway Hall, mens moderen Action Hanke er af fransk afstamning.

Et helt igennem Jürgen Hanke-produkt!

Rene Kjærs tredje vinderhest var Chap AP (Great Challenger), der for mindre end 14 dage skiftede ejer til Jan Thrue, og nu trænes af dennes hustru Lis Michaelsen.

Chap AP, der som Key Largo har været hos Morten Juul, sejrede i 1.15.2a/2000 m.