Selv om Kim Pedersen-trænede Ibra Boko stillede til start med 4 sejre og 3 andenpladser i 7 starter i år, så var den ikke tillagt den store chance i V75-spillets 2. afdeling. Og dermed var grunden lagt til en millionudbetaling.

Tyskfødte Ibra Boko (Conway Hall) har gjort det forrygende siden Kim Pedersen fik den i sin stald i foråret.
Inden lørdagens V75-start på Färjestad havde Ibra Boko startet 7 gange i Kim Pedersens regi og det var resulteret i 4 sejre og 3 andenpladser.
Alligevel havde spillerne ikke den store tiltro til at Ibra Boko med Erlend Rennesvik skulle kunne vinde 2. afdeling – et løb over 3140 m auto.
Men der var kun en hest på banen i opløbet, og det var Ibra Boko, der sejrede med seks længder i 1.14.5a/3160 m – præmie 125.000 SEK.
Vinderodds 27,02 og i V75-spillet var Ibra Boko blot afkrydset på 4%.
Ud af 699.738 systemer havde kun 73.622 afkrydset Ibra Boko, og de blev yderligere decimeret, da Smevikens Cruiser med Björn Goop vandt 3. afdeling til odds 34,83 og afkrydset på 1%.
Selv om omgangens største favorit, Odd Herakles med Tom Erik Solberg indfriede forventningerne i 4. afdeling, så endte det med, at kun 6 rækker havde alle syv vindere, og gevinsten blev så flot som 4.090.241 kroner.
24.933 kroner til rækker med 6 rigtige og 566 kroner til rækker med 5 rigtige.
Ingen store gevinster til Danmark i den spilleform, men i V4-spillet, hvor gevinsten blev på 46.156 kroner, ramte en spiller hos DanToto på en kupon, der havde kostet mere end 1.400 kroner.