TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Ken Ecce: En blåstempling

af | 23. jan 2019 | Nyheder

Ken Ecce glæder sig til at starte Confidence igen, men foreløbig står den på vintertræning et par måneder endnu.

Mens Bent Olsen, Lea Olsen og Stutteri Hjortebo som sædvanelig løb med adskillige af galopsportens priser ved Hesteportens Galla, var det inden for travsporten første gang rampelyset var rettet mod Ken Ecce og kredsen omkring Confidence, der fuldt fortjent blev kåret som både Årets 4-åring og Årets Hest efter en forrygende sæson, der bød på tre storløbssejre og 846.000 kroner i indkørte præmier.

Derudover blev Peter Spengler – lidt overraskende – kåret som Årets Opdrætter, så der var højt humør ved aftenfesten.

Kredsen omkring Årets Travhest 2018, Confidence. Foto: Lasse Jespersen

-Jeg har jo hele tiden syntes, at Confidence var en god hest – ja, den bedste i årgangen faktisk, og det fik vi jo bevis for i lørdags, siger Ken Ecce til Travservice.dk onsdag eftermiddag, hvor han er i Frankrig sammen med fire venner for bl.a. at se på avlshingste og stutterier.

-I morgen skal vi bl.a. se Bold Eagle, fredag besøger vi Björn Goop og så slutter vi af med Prix d’Amerique på søndag.

Confidences Gallasucces har også givet genlyd uden for travsportens egen kreds; således har DAGBLADET Ringsted bragt flere artikler om den lokale firbenede helt – KLIK HER

-Ja, det er da en blåstempling af det arbejde, vi har gået og lavet, siger Ken Ecce.

-I øjeblikket bliver Conficence ridetrænet på sandbanen, enten af mig eller vores staldpige Cecilie. Han følger et program med ridetræning to gange om ugen og så tester vi ham, når det er ved at være tid til at starte igen.

-Lord Valentines Mindeløb på Musketerdagen i Skive (28. april) er en mulighed, men det er ikke altafgørende og jeg vil egentlig gerne give ham en start inden da. Men det afhænger selvfølgelig af om han er klar – og desuden ved vi jo ikke, hvor meget vinter vi får, så det hele kan blive lidt forsinket.

Mht. fremtiden, så stilles der altid store forventninger til heste af Confidences kaliber efter en stor 4-årssæson, og Ken Ecce har selvfølgelig også planer med staldens stjerne.

-Men det er svært at vurdere om han kan gøre sig gældende allerede som 5-års, siger Ken Ecce.

-Confidence er hurtig fra start og kommer til at sidde med fremme fra start, og det er nemt at sige, at man har en hest, der ikke har været brugt, for det HAR han ikke af betydning, men han skal finde noget mere frem.

-Han har helt klart udviklet sig fra 3- til 4-årssæsonen og er ikke så langt fra de bedste, men man går ikke bare lige ud og klarer sig i hurtigklassen. Jeg er dog stensikker på, at de ikke løber fra ham – men spændende bliver det i hvert fald.