TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kasper K bombede igen

af | Nyheder

Ny storløbssejr til Kasper K. Andersen i Opdrætningsløb Consolation med Ferrari Bork.

For nogle uger siden vandt Kasper K. Andersen Jydsk 2-årings Grand Prix med Gordon Dahl-trænede Flora – en overraskelse til 28 gange pengene – og i dag slog han til igen med en mindre oddsbombe, Ferrari Bork (S J’s Caviar), der trænes af Billund-amatøren Villy Christensen.

Foto: Burt Seeger

I sine første tre starter havde Ferrari Bork ikke gjort det store væsen af sig, men i dag var lillebroderen til Opdrætningsløb-vinderen Amalie Bork helt suveræn og vandt en sikker sejr efter en overbevisende præstation.

Flintstone var hurtigst afsted fra start, men slap hurtigt til næstfavoritten Freestyle, der afviklede de første 500 meter efter 1.16,6 og kilometeren i 17-tempo.

Samtidig med at Freestyle overtog føringen blev Ferrari Bork sendt frem som første hest i andet spor, og midt på bagerste langside kunne Kasper K. Andersen noget overraskende køre til spids.

Storfavoritten (17:10) Fly High Shadow kom frem på andenpladsen, men formåede aldrig at true Ferrari Bork, der sejrede ganske let i tiden 1.17,0a/1600 meter foran en fint afsluttende Friday med Fly High Shadow på tredjepladsen.

Der var 25.000 kroner til vinderen, som Villy Christensen ejer sammen med Chresten M. Lauridsen. Makkerparret, som har haft travhest sammen i over 45 år, har også opdrættet Ferrari Bork, der er syvende afkom efter den tidligere unghestestjerne Malou Bork, som bl.a. vandt Jydsk 2-årings Grand Prix.