TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Kan Flemming Jensen også gå på vandet?

af | Nyheder

Flemming Jensen kom til Skive med fem heste i transporten – og de vandt alle med ham selv i sulkyen – heriblandt hovedløbet Grand Circle 4 års Championatet med Emoji.

Vel havde Flemming Jensen på papiret gode chancer, men mon ikke han på forhånd havde solgt dagen for tre sejre til de heste, han selv bragte til start på Skive Trav?

Men i dag det hele op i en højere enhed for ”Ismanden”, der kørte 285.000 kroner ind til sine hesteejere.

Ude i banen skyder Emoji raketfart og fanger Extreme. Foto Flemming Andersen

Den mest meriterende sejr kom i hovedløbet, Grand Circle 4 års Championatet, hvor Flemming Jensen med Emoji på en raketspurt i opløbet fangede derbyvinderen Extreme med Steen Juul, der ellers så ud til at være sikker på sejren bare 100 meter fra mål.

Men her kom Emoji og Flemming Jensen susende, og Steen Juul fik pludselig travlt med at få gang i Extreme.

Det lykkedes ikke nok – dertil havde Emoji ude i banen alt for meget fart på – og selv om Steen Juul gjorde hvad han kunne, ja, så gik sejren til Broad Bahn-sønnen Emoji og Flemming Jensen, der hermed fik lidt oprejsning for de uheld hesten har haft i sæsonens storløb.

For der har været brok i de tre storløb Emoji tidligere på sæsonen startede i.

Tina og Flemming Jensen med Emoji efter sejren i 4 års Grand Circle. Foto Flemming Jensen

Først i Jydsk 4-årings Grand Prix, hvor Emoji galoperede under fremkørsel til startstedet. Siden i Dansk Trav Derby, hvor det blev til en mærkelig galop efter omgangs kørsel og endelig i Sprintermesteren, hvor Emoji fik startplads i tredje række – hvad den jo ikke skulle have haft.

Men i dagen i dag var Emojis!

Da feltet satte sig, havde Flemming Jensen placeret Emoji som tredje indvendigt, og her blev de til midt i opløbssvinget.

Da kunne udvendige Elegant GT med Bent Svendsen ikke være med mere, og selv om Flemming Jensen bagefter gav udtryk for, at han gerne havde fået angrebsplads tidligere, så skulle det viste sig, at det var tidsnok!

I 1.08-fart ned gennem opløbet stred Emoji sig fremad og sikrede førstepræmien på 195.000 kroner til ejerne og opdrætterne, Annette og Frantz Praem, der fulgte løbet på TV i Norge.

Bag Emoji og Extreme, der begge noteredes for 1.12.9a/2060 m, placerede Eddie the Eagle med Michael Lønborg sig på tredjepladsen i 1.13.5. foran Enjoy the Game og Encore Cloc.

Ecco CN med Rene Kjær var godt med fremme udvendigt på Encore Cloc med Henrik Lønborg, men rullede over i galop på opløbshjørnet.

Derimod galoperede næstfavoritten E Type Cash med Birger Jørgensen igen – her lidt efter start, og den sluttede uplaceret i 1.14.3.

Nu kan vi se frem til endnu en forrygende revanche, når derbyhestene mødes i det udsatte Aalborg Store Pris den 6. november.

Men tilbage til Flemming Jensens jubeldag, som han indledte med Confusion Tårs (Trophy Catch) i 4.løb, der vandt efter behag i 1.15.0a/2060 m.

I Grand Circle Consolation havde Eros Zola (Zola Boko) med Flemming Jensen let spil og sejrede meget sikkert i 1.13.1a/2060 m.

Derimod var dagens tredje sejr kneben med Aros Line (Great Challenger), der ude i sporene akkurat nåede forbi Ericano med Kenneth Andersen til sejr i 1.14.2/2020 m.

Og efter Emoji kunne Flemming Jensen vinde sin femte sejr på dagen legende let med Tycoon Conway Hall (Conway Hall) i 1.13.1a/1600 m.

Flemming Jensen havde endnu en køretur med Niels H. Madsen-trænede Dollar Princess, der var sidst over mål – fejlfri!