Der kan være andre end Hotel Propellen, der er interesserede i at købe parkeringsarealet nord for tribunebygningen på Billund Trav – og det kan betyde flere penge i kassen.
På den ekstraordinære generalforsamling i Billund Trav A/S i sidste uge fik bestyrelsen bemyndiget til at frasælge et parkeringsareal nord for tribunebygningen.
Det skete efter der tidligere på dagen var indløbet et tilbud fra naboen, Hotel Propellen om at købe arealet nord for tribunebygningen for 2.2 millioner kroner, der støder lige op til Propellen.
Men måske er det muligt at finde en køber, der vil betale endnu mere for arealet?
-Efter vi har fået generalforsamlingens bemyndigelse til at frasælge arealet, så undersøger vi nu mulighederne for at opnå den bedst mulige pris, siger Per Hansen, formand for Billund Trav A/S.
-Allerede umiddelbart efter generalforsamlingen blev jeg oplyst om at andre end Pfropellen kunne være interesserede i at købe arealet, og det er klart at det undersøger vi så som en ansvarlig bestyrelse.
-Der har tidligere været talt om at sælge det omtalte areal., idet en fast food-kæde var interesseret i at etablere sig der, men det faldt på at kommunen ikke ville give sin tilladelse.
-Det er klart, at når det kommer frem, at der er et areal til salg så vil der være interesserede købere, og nu ser vi hvad den nærmeste fremtid bringer, siger Per Hansen.
-Det er i hvert fald glædeligt for den lokale travsport, at vi kan køre videre i 2016 og måske også videre frem, slutter Per Hansen.