TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jydsk kvartet på vej til USA

af | Nyheder

Den flerfoldige landschampion for amatører, Dennis Kristiansen, rejser på fredag en tur til USA sammen med Gordon Dahl, Kjeld Gregersen og Frank Kjelde.

-Jeg fik turen i 50-års fødselsdage af vennerne og vi skal bl.a. over og se Kjelds nye hest, Coventry Hall – det bliver en kongetur! griner Dennis Kristiansen, som ellers ikke er så glad for at flyve.

Dennis Kristiansen. Foto Martin Timm Holmstav

-Jeg kører normalt til de steder jeg skal hen, men må jo gøre en undtagelse med den her tur – det er også første gang jeg skal til USA og sådan en tur vil jeg ikke misse;

-Vi skal over og træne sammen med Åke Svanstedt på hans træningscenter i Florida, Palema Trotting, i tre dage og skal også en tur ud og besøge Paul Kelly på Sunshine Meadows, hvor vi skal mødes med René Sejthen. Gunnar Christiansen har også et par heste derovre hos Dwayne Minor, så ham skal vi også lige forbi.

-Det er Frank Kjelde, som har arrangeret turen – han har vist været i USA omkring 20 gange tidligere – og vi skal selvfølgelig se noget travløb og besøge nogle stutterier. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

Spændende sæson i vente
Dennis Kristiansen har de senere år markeret sig som en af landets allerbedste amatørkuske med flere landschampionater og sejr i både DM og NM for Amatører, ligesom han bl.a. har vundet et stort amatørløb på Vincennes-banen i Paris.

-Jeg har fået mange fantastiske oplevelser og har vundet løb i både Frankrig, Tyskland, Sverige og Norge, siger Dennis Kristiansen, som udover USA-turen kan se frem til en spændende sæson med flere store konkurrencer.

-I april skal jeg til Nordisk Mesterskab i Norge, i maj er der DM på Bornholm og i oktober måned EM i München!

Sådan så det ud, da Dennis Kristiansen vandt det internationale amatørløb med Vichenko Chef på Vincennes i 2016. Foto Eirik Stenhaug

Generationsskifte
Efter nogle forrygende år med masser af sejre, er det foreløbig gået lidt trægt for Dennis Kristiansen i 2019, hvor det til dato blot er blevet til en enkelt sejr i 17 starter.

-Vores heste har haft fire gode år, hvor de har tjent gode penge, men nu er de efterhånden ved at blive gamle og slidte, så vi har i stedet købt nogle ungheste og prøver at bygge dem op fra grunden, siger Dennis Kristiansen.

-Vi har tre 2-åringer, hvoraf Felicity (hp.e. Gigant Neo) med meget stor sandsynlighed kommer til start i år, mens Number Vise K G (h.e. S J’s Photo) først kommer til næste år.

-Fenix (h.e. Farifant) er der lidt længere udsigter med. Han er primært købt fordi han er lillebror til The Blacksmith (7 sejre i 11 starter for Dennis Kristiansen i 2014/15, red.), men han er lidt tung i det, så det kommer til at tage noget tid.

-Endelig har vi Endo Hydrup (h.e. Great Challenger), der blev godkendt i november måned. Han træner rigtig stærkt og kommer til start en 14 dages tid efter vi kommer hjem fra USA, slutter Dennis Kristiansen.