TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jydsk 4-årings Grand Prix: Får Birger Jørgensen sin første GP-sejr siden 2002

af | 25. jun 2023 | Nyheder

Dansk travsports oftest sejrende kusk, Birger Jørgensen har vundet stort set alle danske travløb én eller flere gange, men det er 21 år siden han senest har vundet et Jydsk 4-årings Grand Prix.

Hnokki Speed med Birger Jørgensen er favorit i Jydsk 4 års Grand Prix. Foto Ole Hindby

I eftermiddag har Birger Jørgensen muligheden for at få brudt en 21 års sejrstørke i det største løb på den bane, som han har som hjemmebane.

Ikke siden 2002 har Birger Jørgensen vundet Jydsk 4-årings Grand Prix – det gjorde han dengang med egentrænede Ferrari Hoff.

10 år før havde han vundet Grand Prix-løbet for første gang med Per Iversen-trænede Pas På Frøkjær.

I eftermiddag sidder Birger Jørgensen bag Jan Friis-trænede Hnokki Speed, som han i fjor vandt Jydsk 3-årings Grand Prix med.

Hnokki Speed sæsondebuterede i 4-års Prøven, der 9. juni med en sikker sejr i 1.15.6a/2360 m, hvad der var klart den hurtigste vindertid i de fire prøver.

Den præstation har gjort Hnokki Speed til favorit.

Peter Faclk og datter med Hnokki Speed.
Foto Hesselborg Foto

Den ejes i øvrigt af fynske Peter Falck, der også har Hernando med Steen Juul til start i 4 -års Grand Prix.

Flot, når man blot har to 4-åringer i sit eje!!

I fjor vandt Hnokki Speed som nævnt 3 års Grand Prix.

Historien taler imod, at den vinder 4 års Grand Prix.

I de sidste 30 år er det blot sket fire gange, at vinderen af Jydsk 3-årings Grand Prix er gået videre og har vundet Jydsk 4-årings Grand Prix.

Det er

1992/1993 – Rudolf Le Ann

1996/1997 – Atom Tess

2009/2010 – Okay Bee

2015/2016 – Axel

Bemærk, at disse fire fortsatte triumferne og siden vandt Dansk Trav Derby!