I eftermiddag køres Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix for 37. gang – i de hidtidige 36. udgaver af løbet er det kun sket fem gange at vinderen af 3-årings Hoppe Grand Prix også har vundet 4 årings Hoppe Grand Prix.

Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix blev første gang kørt i 1987, hvor Lady med Jørn Laursen sejrede
Året efter var det Mystika Trøjborg med Kaj Jensen, der var på æresrunde efter løbet og da Mystika Trøjborg året forinden havde vundet 3-årings Hoppe Grand Prix blev hun den første af foreløbig fem hopper, der har præsteret kunststykket – at vinde såvel 3-årings og 4-årings Hoppe Grand Prix.
I 1993 var det Rytme Bangsbo, der lavede doublen. Derefter i 1997 Alfa GT.
Så skal vi helt frem til 2012, hvor Rasmine Vang sejrede og foreløbig er Commit Boom Bay den seneste double-vinder, da hun vandt i 2018.
Trods statistikken går Helena DD, der ejes af opdrætteren Bjarne Danielsen og trænes og køres af Jeppe Rask, til start som favorit.
Helena DD er årgangens kronprinssesse – kun overgået i indtjening af Halløjsa Vang, der bliver hjemme i stalden.
Kun tre af eftermiddagens deltagere er gengangere fra 3 års Hoppe Grand Prix.
Udover Helena DD er det Hovita, som Jeppe Rask også træner og som Kasper K. Andersen kører, samt Heimaey med Steen Juul.
I fjor, hvor Helena DD med Jeppe Rask sejrede i 1.14.2a/1800 m var Heimaey med Steen Juul nummer tre i 1.14.6 og Hovita med Knud Mønster nummer fire i 1.14.8.
Blandt kuskene topper Jeppe Juel med 7 sejre – han kører i år Steen Juul-trænede Hashtag Ostedantik.
Birger Jørgensen er på en andenplads i den statistik med 5 vindere – han sidder i eftermiddag bag Morten Juul-trænede Holachica, mens Steen Juul har 4 sejre – han kører egentrænede Heimaey.
Jydsk 4-årigs Hoppe Grand Prix er 6. løb på programmet og køres klokken 14.35.
1. løb er programsat til klokken 12.45.
Bet25-programmet, der er udkommet i en speciel Grand Prix-udgave, med tips og kommentarer kan læses på dette link – klik her
