TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Juul og Ecce dominerede i vinterkulden

af | Nyheder

Steen Juul var atter i fokus på Lunden med tre dagssejre, men også Ecce-familien tog tre sejre fordelt med et enkelt til Ken Ecce og to til sønnen Victor.

Femme Fatale var Steen Juuls tredje vinder. Foto Burt Seeger

Abonnementschampionen Steen Juul styrer med et nyt championat på Lunden og lagde fredag tre sejre til de 34 han i forvejen har vundet på banen.

Vinderhestene var debutanten Impressive Hancock (Muscle Massive), Camilla Juel-trænede Dempsey Cloc samt Heidi Andersen-trænede Femme Fatale (Farifant).

Ken Ecce har godt nok vundet 21 sejre på danske baner i år, men på hjemmebanen er det kun blevet til seks sejre – og i den interne familiekonkurrence er farmand nu slået af sønnen Victor, der har med en flot double nu har vundet 7 sejre på Lunden i år.

Ken Ecce vandt en ganske sikker med Gloria K (Wishing Stone) og var også tæt på med Harald Derm, der imidlertid ikke kunne fange Handsome Harry WF (From Above US) med Anders F. Jensen.

Victor Ecce er med i kampen om amatørchampionatet – her med moderens Higher Love, som han vandt Lennart Sandbergs Vandrepokal med. Foto Burt Seeger

Victor Ecce kunne vinde Lennart Sandbergs Vandrepokal med moderens Higher Love (Love You) og fortsatte i det følgende løb med at vinde med sin egen Kathy Dragon (Zola Boko.)

Dermed har Victor Ecce med de syv sejre bragt sig ind i kampen om amatørchampionatet på Lunden.

Syv sejre og førende er Iver Jessen – og han ligger bedst til med 9 andenpladser. Derefter Victor Ecce med 7 sejre og 2 anden og 2 tredjepladser – på tredjepladsen Steffen Christiansen, der vandt med Chef M M (Pastor Stephen) – han har dermed også syv sejre, to anden og 1 tredjeplads.

Patch Wibb med Jörgen Sjunnesson afsluttede flot til sejr i Marks-Jørgensens Mindeløb foran længe førende Cody S med Rene Jonassen. Foto Burt Seeger

Dagens hovedløb, Hugo og Helge Marks-Jørgensens Mindeløb vandtes meget sikkert af Rene Kjær-trænede Patch Wibb (Love You) med Jörgen Sjunnesson.

-En fin hest i fin forfatning, sagde Sjunnesson efter sejren.

– Vi kunne ikke være med fra start og sad langt nede i feltet undervejs, men han afsluttede flot til sikker sejr. Det er et meget fint stykke arbejde Tina (Ottesen) og Rene (Kjær) har lavet med denne hest, der vel bliver Årets Sejrshest på Lunden!

-Og tænk på, at blandt de heste han slog i dag, var der heste, der er V75-vindere i Sverige!