Det var to gange John der var i fokus denne lørdag på Bornholm og med tre sejre mod to til John Gommans rykkede John Mikkelsen op på andenpladsen på den bornholmske amatørliste med bare to løbsdage tilbage.
John Mikkelsen leverede et ægte hattrick, da han vandt 2., 3. og 4. løb med hhv. Agat Silk, Waterjet og San Siro.
Inden da havde Gommans vundet med debuterende Bellwood og senere på dagen satte han også Picasso Jetset ind som vinder.
Picasso Jetset fyrede han til front og så blev der taget op så tempoet var rent bumletogstempo og først over de sidste 4-500 meter kom der fart på og det gav sikker sejr på yderst moderate 24,8/2440 auto.
Så stillingen får de sidste to løbsdage er, at John Gommans fører med 22 sejre, 21 til John Mikkelsen og 20 til Stefan Lind-Holm, der kørte sejrsløs denne gang og i det hele taget ikke har samme slag på materialet som man er vant til at se.
San Siro overlegen
Af Mikkelsens sejrstrippel var San Siro den mest overlegne efter at han fik serveret et perfekt rygløb først i inderbanen og siden i 2. par udvendig.
I opløbet var Strong Shadow ingen sag at besejre, mens Rubin Sus var tredje.
Med Agat Silk og Waterjet var fællesnævneren dødens undervejs og alligevel kunne begge trække sikkert fra i opløbet til fine sejre.