TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jørn Borch takker af

af | 6. mar 2023 | Nyheder

Avlskommissionens mangeårige formand stopper med udgangen af den nuværende valgperiode.

Jørn Borch (t.v.) ved fredagens Hingstekåring på Stutteri Laser. Foto: HVR Foto

Jørn Borch – en af dansk travsports mest succesrige opdrættere i nyere tid – har været med i Avlskommissionen siden 1996, men snart er det slut. Travservice.dk har sat den fynske opdrætter og ildsjæl stævne til en lille snak om tiden i Avlskommissionen.

-Jeg er efterhånden blevet 78 år og synes der skal nye kræfter til, men der er absolut ingen former for bad feelings. Så hvis man ikke kan finde en afløser når der er valg til Avlskommissionen på DTCs generalforsamling i juni måned, kan det da godt være at jeg siger Ja til at tage endnu en tørn, siger Jørn Borch.

-Jeg synes at arbejdet i Avlskommissionen har fungeret godt – især de sidste 10-12 år – og jeg har virkelig nydt at være med i de 27 år, hvor jeg bl.a. har arbejdet sammen med fire af de allerbedste hestedyrlæger herhjemme, Jørgen Falk-Rønne, Hans Schougaard, H.C. Sørensen og senest Peter Fog, siger Jørn Borch, som de sidste ni år har været formand og talsmand for Avlskommissionen.

-Måske kommer der en ekstra kåring med en enkelt hingst eller to senere på året, men ellers var fredagens kåring den sidste ”store” Hingstekåring med min deltagelse.

Foruden Jørn Borch består Avlskommissionen også af Carsten Sørensen, Svend Sørensen, Michael Lønborg, Peter Stenå, Christina Olsson (Svensk Travsports avlschef) og Mikkel Stub.

Foto: HVR Foto

-Vi har haft mange fine hingste med gennem årene og jeg synes at vi i Danmark især kan være stolte af Great Challenger og Ens Snapshot, der virkelig har skilt sig ud i de senere år, siger Jørn.

-Vi har gennem årene været ude i nogle problemstillinger, bl.a. med Action Hall, der i sin tid blev sendt til England for at blive kåret efter at vi i Avlskommissionen valgte at kassere hingsten, som vi ikke mente var god nok, bl.a. pga. dens eksteriør.

-Set i bakspejlet fik Action Hall aldrig den store succes, så det viste sig at vi havde set rigtigt, men det var da en meget kedelig sag.

-Reglerne er siden hen blevet ændret, så man ikke man kassere en hingst. I stedet får de i dag en bedømmelse – en varedeklaration om man vil – og alle hingste, der har været fremstillet for Avlskommissionen kan frit benyttes i avlen herhjemme.

-Det er der selvfølgelig både fordele og ulemper ved. Fordelen er at man som hoppeejer kan bruge hvilken som helst hingst man har lyst til, mens ulempen er, at nogle hingste, der ganske enkelt ikke er gode nok af forskellige årsager, alligevel slipper gennem nåleøjet. Men vi må jo rette os efter reglerne. Det handler om det frie marked og kommer jo fra EU.

-Der har selvfølgelig været rigtig mange positive oplevelser gennem årene. Vi har f.eks. været i Frankrig for at kåre Traders for franskmændene. På det tidspunkt havde den ikke vundet Gruppe 1-løb og kunne ikke komme til Italien som avlshingst, men efter vi kårede den i Frankrig, kunne Traders benyttes i avlen i Skandinavien. Et års tid efter vandt den dog et Gruppe 1-løb og kunne herefter også benyttes i italiensk avl.

Topklasse
Med 80 point blev Derbyvinderen Extreme (Chocolatier) topscorer på fredagens kåring på Stutteri Laser, mens Empire (Västerbo Prestige) og Mellby Viking (Viking Kronos) begge fik 74 point.

-Det var 10 hingste af meget fin kvalitet, vi blev præsenteret for, og jeg synes at dansk travavl er på vej frem, ikke mindst takket være vores brug af frostsæd, siger Jørn Borch.  

-Sportsligt ligger vi stadig et stykke efter Sverige, men kvaliteten af avlsmaterialet er blevet markant bedre de sidste 10 år. Især på hoppesiden er der sket meget, og flere opdrættere har investeret i særdeles spændende hoppemateriale fra bl.a. USA, så jeg er faktisk optimistisk mht. fremtiden.

Fire følhopper
Jørn Borch har selv pt. fire følhopper på Stutteri Line i Harndrup på Nordvestfyn:

Support Vacation (NO)(Dream Vacation)
Mor til Strong Vacation (NO)(1.12,7a-449.000 NOK) og My Vacation (NO)(1.12,2a-233.000 NOK)
2022: Hingstføl e. Hillustrious
I fol v/Great Challenger

Sådan så det ud, da Whisper Line vandt Dansk Hoppe Kriterium 2014 for Peter Untersteiner. Foto: Martin Timm Holmstav

Whisper Line (Great Challenger), Hoppe Kriterievinder
Mor til Gucci Line (1.14,3a-164.000 kr) og Havannah Line (1.14,6a-82.000 kr)
2022: Ludvig Line (h.e. Maharajah)

Opera Line (Super Arnie)
Mor til bl.a. Gloria Line (1.13,9a-391.000 kr), Whisper Line (1.13,8a-365.000 kr), Apache Line (1.14,3a-163.000 kr) og Blue Line (1.13,0a-166.000 kr)
2022: Hoppeføl e. Nuncio

Blue Line (Pearsall Hanover)
I fol v/Great Challenger

Jørn Borch har gennem årene opdrættet et utal af fine heste, heriblandt Derbyvinderen Leviti* (1.14,8a-929.000 kr), Hoppe Kriterievinderne Kinetic* (1.14,1a-250.000 kr) og Whisper Line (1.13,8a-365.000 kr), Derby Consolation-vinderen Cool Line (1.12,6a-512.000 kr), Derbytreeren Lux Line (1.15,6a-256.000 kr), New Line (1.11,6a-2.884.000 kr), Hurricane Line (1.12,4a-1.541.000 kr), Duncan Line (1.13,8a-285.000 kr), Hero Line (1.13,2a-273.000 kr) og Torican Dirt (1.12,9a-252.000 kr).

*) Leviti og Kinetic er opdrættet sammen med Søren Kolberg

Derbyvinderen Leviti, som Jørn Borch har opdrættet i samarbejde med Søren Kolberg. Foto: Burt Seeger