TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jeppes stjernefrø vandt igen

af | 24. dec 2022 | Nyheder

Finalen i 2-årings Efterårsserie på Skive Trav vandtes let af Icebreaker med Jeppe Juel.

Icebreaker med Jeppe Juel. Arkivfoto Hesselborg Foto

Hvis der på forhånd overhovedet kunne sættes et spørgsmålstegn ved Icebreakers favoritskab i 3. løb, finalen i 2-åringers Efterårsserie med en førstepræmie på 35.000 kroner, så var det pladsen i startvolten som nummer fem.

Kunne Icebreaker klare det vanskeligste spor i volten?

Det kunne den 2-årige hingst, der var spillet ned til odds 1.32 og afkrydset på 67% i V64-spillet.

Vel fløj Icebreaker ikke fra start, men efter den havde fundet rytmen i travet, sendte Jeppe Juel den fremad og efter 500 meters kørsel sad Icebreaker i spids.

Derefter var det rene parade.

Ingen var i stand til at true Icebreaker, der defilerede sejren hjem i 1.19.0/2000m foran Inferno med Kasper K. Andersen/Kaj Jensen ui 1.19.4, mens Jaguar med Birger Jørgensen/Jan Friis blev nummer tre i 1.19.7.

Nu holder Icebreaker vinterferie inden træningen genoptages og vi ser først Icebreaker i løb igen, når solen står højt på himlen.

Icebreaker, der er helbroder til Derbyvinderen m.m., Extreme, har nu startet to gange og vundet hver gang.