TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jeppe snød Birger

af | Nyheder

Eventyret med Tonicetobetrue, der ejes af Ekstra Bladets Travklub fortsætter – og ikke mindst på grund af smart taktisk kørsel af Jeppe Juel kom sejren i Liga1-løbet på Racing Arena Aalborg i hus lørdag aften.

Tonicetobetrue med Jeppe Juel vinder sikkert foran udvendige Stand and Deliver med Birger Jørgensen. Foto Hesselborg Foto

Tonicetobetrue med Jeppe Juel vinder sikkert foran udvendige Stand and Deliver med Birger Jørgensen. Foto Hesselborg Foto

Spids og slut – sådan blev Liga-løbet for Tonicetobetrue (Ens Snapshot) med Jeppe Juel lørdag aften.

Og at det blev sådan var fordi, det lykkedes for Jeppe Juel at lulle konkurrenterne i søvn.

Jeppe Juel fik rimelig lov til at bestemme tempoet undervejs, og så havde han ikke travlt!

1.13.4/500 m –  og derefter blev der pullet op til 1.15.6/1000 m . Det vil sige at de næste 500 meter kun gik efter 1.18!

Feltet var tæt pakket og storfavoritten Stand and Deliver med Birger Jørgensen sad sidst udvendigt – med tre længder op til Tonicetobetrue.

Det var først midt i opløbssvinget, der virkelig kom fart på løbet.

Her indledte Birger Jørgensen sit angreb med Stand and Deliver, men selv om denne afsluttede godt ude i banen, så kunne den ikke nå Tonicetobetrue, der sejrede sikkert på den halvtunge bane i 1.14.3 efter at have afviklet de sidste 500 meter efter noget, der lignede 1.11.5!

Og så er det svært –  selv for en Stand and Deliver at tage tre længder ind!

Det var 17. sejr til Tonicetobetrue siden Ekstra Bladets Travklub overtog den i efteråret 2014. Da havde  Tonicetobetrue ikke startet i næsten et år!

I penge er det blevet til 610.000 kroner.

Jo, det er noget af en eventyrlig rejse Ekstra Bladets Travklub er på med denne 7-årige Ens Snapshot-søn.

På papiret var Tonicetobetrue dårligt inde i lørdagens løb – ja, den var eneste deltager, der ikke havde tjent en million kroner!!

Selv om Birger Jørgensen ikke vandt med storfavoritten Stand and Deliver, så kom landschampionen alligevel på æresrunde tre gange.

Han vandt med såvel Toreadoren (Ens Snapshot), Stickittothem (Duke of York) samt med Indian Summer (Juliano Star).