TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jeppe Rask bombede på Fyn

af | Nyheder

Danielle D D choksejrede i Grand Circle 4-års Hoppechampionat.

Jeppe Rask havde på forhånd ikke de store vinderambitioner med Danielle D D (From Above U S) i årets sidste storløb for de 4-årige hopper, men det hele stemte bare perfekt på dagen og så strøg From Above U S-hoppen først over stregen i Grand Circle 4-års Hoppechampionat på Fyens Væddeløbsbane.

Arkivfoto: Flemming Andersen

Hoppe Derbyvinderen Dream Girl kom flyvende mellem heste da hullet endelig kom midt på opløbet, men en postgang for sent til at nå Danielle D D, der efter et perfekt løb i andet par og siden tredje par udvendig sejrede i tiden 1.15,1a/2140 meter.

Vinderodds: 46,96!

Delicious One var toneangivende fra start i toptempo, men efter en åbning i 1.08-tempo (!) de første 500 meter, dæmpede Steen Juul tempoet ganske betragteligt og det fik Jeppe Juel afsted med Dusty Shadow, der med 1200 meter igen kom frem til dødens.

På bagerste langside var Delicious One slået og Dusty Shadow tog over med Daisy Cash nærmest, mens Dream Girl blev sinket lidt i inderbanen, inden Nicolaj Andersen fik mulighed for at komme ud i andet spor.

Samtidig kom Danielle D D i angreb i tredje spor og længere ud Dazzle Nock, så der var lagt op til en spændende afgørelse.

Ind på opløbet var Dusty Shadow førende, men på en stærk afslutning kunne Danielle D D altså gå frem til sejr foran Dream Girl og Dominque A P.

Danielle D D er opdrættet og ejet af Mikael Danielsen, som kunne glæde sig over en førstepræmie på 205.000 kroner.

Løbet fik dog et lidt uheldigt efterspil for Jeppe Rask, som fik i alt 3.000 kroner i bøder dels for ikke at holde bane i opløbet og dels for at gå for sent med – men heldigvis for Skive-træneren var der også godt 20.000 i procenter for sejren.

-Det var et godt plaster på såret oven på en skuffelse i Derbyet, sagde Jeppe Rask bl.a. i sejrsinterviewet med Fast Track.

-Det er rigtigt stort. Jeg synes vi har haft et lidt svært år med hende, men jeg håbede, at hun kunne revanchere sig her. Jeg var lidt usikker på om det gik, men hun var tapper – det var dejligt.

-Når man ser på de sidste starter og startsporet taget i betragtning, var det vel ikke de store chancer vi skulle tilægges på forhånd, men det var dejligt, at hun kunne være med dem.

-Det var bare super. Jeg er utrolig glad for det ejeren og ejerne fortjener det; de har støttet os hele tiden og det var dejligt at kunne give dem lidt igen. Det har i det hele taget været en rigtig god sæson og dejligt vi skulle få en storløbssejr, så jeg er godt tilfreds indtil videre.