TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jeppe Juel køber Father Patrick-søn

af | Nyheder

Inden Nytår ankommer den 2-årige Father Patrick-søn, King Slayer fra USA til Jeppe Juels stald i Vindblæs.

Det er i første omgang Tema Juel, der har investeret i 2-årige King Slayer, der har startet 11 gange, vundet 2 sejre og tjent 29.014 dollars.

King Slayer har vinderrekord 1.13.6, men har placeret løbet 1.11.8.

-Det var min gode ven, nordmanden Thomas Svensson, der tippede mig om King Slayer, fortæller Jeppe Juel.

-King Slayer har været i træning hos Per Engblom, hvor Thomas arbejder, og den var på auktion i Harrisburg i november, men blev solgt alt for billigt, mente Thomas.

-Jeg havde haft Thomas til at byde på andre heste på auktionen, men de blev for dyre for vores pengepung, men så var det, at Thomas nævnte denne King Slayer

-Det er en agent, der har købt den, og den blev solgt alt for billigt på auktionen, sagde Thomas til mig. Så hvis du lægger lidt oveni, så tror jeg du kan få hesten – det er en god hest.

-Jeg fandt så lidt ekstra dollars, og handlen gik i orden, og inden Nytår står King Slayer i stalden hos os, siger Jeppe Juel.

Afstamningen på King Slayer er i top med Father Patrick som fader og en moder, Forever Graceful, der er helsøster til Hambletonianvinderen Muscle Massive samt til den succesrige avlshingst, Muscle Mass.

Hendes to første afkom, begge efter Cantab Hall – blev da også hver solgt for 350.000 dollars som åringer, men har ikke levet op til prisen.

Live for Greatness fra 2014 har vundet 3 sejre, sat rekord 1.11,3 og tjent 35.680 dollars, mens Gallant Man fra 2015 har vundet 5 sejre, sat rekord 1.09.6 og tjent 55.096 dollars.

King Slayer kostede 135.000 dollars som åring – på Harrisburg-auktionen kostede den 22.000 dollars.