TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jeppe Juel har fået gang i stalden

af | Nyheder

Torsdag aften vandt Jeppe Juel sin sjette sejr i december måned – det er dobbelt så mange, som han vandt i hele november!

Det har været stolpe ud for Jeppe Juel i et stykke tid, men nu ser det ud til at bøtten er vendt, og Juels heste kan atter finde vejen til vindercirklen.

Torsdag aften var Jeppe Juel til start på Åby Travet i to løb, og han hentede en sejr med hjem med 3-årige Enzo – en søn af From Above US – en avlshingst, der virkelig er slået igennem i år.

Enzo vinder i hård kamp med Lexington Zon

Enzo, der er opdrættet og ejet af Team Juel, sejrede i 1.15.9a/2140 m  i tæt opløbskamp og fik 60.000 SEK i præmie.

Det var årets 5. sejr i 16 starter til Enzo.

Jeppe Juel havde endnu en køretur med Ralph Andersens Delaware Bounce, der sluttede på en sjetteplads.

For Jeppe Juel var sejren med Enzo nummer seks i denne måned – dobbelt så mange, som Aalborg-træneren vandt i november.

-Ja, efter sygdom i stalden fungerer hestene igen. Det er dejligt, siger Jeppe Juel  til travservice.

I aften er Juel til start på Fyens Væddeløbsbane i to løb, men forventer ikke at komme på æresrunde her.

-Det ser bedre ud i Aalborg på søndag, hvor bl.a. Don Cash er en stor vinderchance, siger Jeppe Juel.

Enzo og Jeppe Juel var ikke eneste danske vindere.

9-årige Thengill (From Above), der er opdrættet af Peter Fog, vandt sin tredje sejr i år med Peter Ingves i sulkyen.

Thengill, der slet ikke kom til start i fjor på grund af skader, er kommet flot tilbage i løbene i 2019, og tog her sin sejr nummer tre i 16 starter.

Vindertiden var 1.15.9/2180 m – præmie 40.000 SEK.

I 1. løb debuterede Exclusive Rain (Donato Hanover – Burning Rain) for Peter Untersteiner på en andenplads i 1.18.5/2140 m.

Exclusive Rain er opdrættet af Thomas Lind-Holm, der stadig har en andel i hesten.

Vi noterer også en tredjeplads på Åby til Dansken (Ens Snapshot), der er opdrættet af Gunner Christiansen og som nu er i norsk eje og træning.

Dansken løb 1.15.0a/2140 m.