TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jeppe Juel har fået en ny favorithingst

af | Nyheder

Aalborg-træneren Jeppe Juel har været på arbejdsferie i Florida, hvor han har deltaget i træningen hos Lindy Farms, og her er han faldet for afkom efter en af travsportens nye avlshingste.

Jeppe Juel i arbejdstøjet hos Lindy Farm. Foto privat

-Det er ikke så svært at blive begejstret for afkom efter Muscle Hill, Walner og Chapter Seven, men imens jeg har været her i Florida, er jeg faldet for afkom efter en hingst, der vil få sine første afkom til start i år, fortæller Jeppe Juel.

-Det er International Moni, hvis afkom jeg er blevet meget begejstret for. Jeg har haft lejlighed til at se og køre flere af dem her på træningscentret Sunshine Meadows, hvor Lindy Farms har sin vinter base.

-Jeg skal helt sikkert forsøge at sikre mig en bedækningsret i International Moni – det er en hingst for fremtiden, mener Jeppe Juel, der torsdag tager tilbage til Danmark, hvor han fredag eftermiddag skal køre på Jydsk Væddeløbsbane.

International Moni er en amerikansk Love You-søn, hvis moder er legendariske Moni Maker.

International Moni startede som 2, 3 og 4 års – i alt 41 gange, vandt 10 sejre og tjente 775.463 dollars.

International Mon i er opstaldet på Hanover Shoe Farms for 5.000 dollars og hans to første årgange, hvor han bedækkede hhv. 141 og 140 hopper, er på 87 og 90 afkom.

International Moni. Foto Hanover Shoe.

I USA solgtes hans åringer i 2021 for en gennemsnitspris a 22.858 dollars.

I Sverige udbydes International Moni af Offspring for 6.000 SEK og 5.000 dollars.

Der er optaget et afkom efter International Moni  i DTCs fødselsregister – hingsten Kaj født i 2021 – ud af hoppen Red Rose Face, opdrættet af Heide Racing.

Fra 2020 har Panamera Racing opdrættet to svenskregistrerede hopper efter International Moni, der begge ejes af Stald Sotto,  Moni Talks (moder Awesome Anni), i træning hos Marc Bæk Nielsen samt Value for Moni (Udora Jet).