TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Jeppe Juel – 50 år i dag

af | 28. aug 2025 | Nyheder

Træner Jeppe Juel fylder i dag 50 år, men nogen stor fejring bliver der ikke tale om – Derbyweekenden står for døren!

Jeppe Juel kom på æresrunde i aftes i Aalborg.
Foto Hesselborg Foto

Igennem mange år har Jeppe Juel været en af dansk travsports førende trænere og kuske, hvad fem DM titler for professionelle kuske  samt storløbssejre som kusk to gange i Copenhagen Cup og sejr i Dansk Trav Derby som træner tydeligt beviser.

Og i år, hvor Jeppe Juel træder ind i de voksnes rækker, er han inde i sit måske bedste år nogensinde som træner og kusk.

Som kusk har han allerede vundet 61 sejre i år mod 63 sejre i hele 2024.

Jeppe Juel startede som amatørkusk, da han blev 16 år og allerede i sin tredje start blev det til sejr med Regitze Tårup.

Den 1. august 1999 overgik han til de professionelles rækker, da han åbnede sin egen træningsstald.

I 2016 havde Jeppe Juel sit hidtil bedste år som kusk, da han vandt 143 sejre i 655 starter og til dato har Jeppe Juel vundet i alt 2.289 sejre i h t DTCs data-system.

En rund fødselsdag lige op til Derbyweekenden er der ikke tid at fejre.

-Lige nu sidder jeg sammen med mit personale  og min familie i stalden og får kager og wienerbrød, men ellers skal vi træne hestene, siger Jeppe Juel, da vi fanger ham på telefonen torsdag formiddag.

-Mine to Derbyheste, Klinton og Kermit skal have deres sidste træningsarbejde – det bliver 3 bløde intervaller og så afslutter vi med en ”spritzer”, og så er de helt på top, siger Jeppe Juel, der kan se frem til nogle travle dage.

I alt starter han i Derbyweekenden som kusk i 17 løb – og som træner sender han i alt 11 heste til start .

Travservice ønsker STORT TI(LLYKKE med dagen !

Jeppe Juel -. fanget i et tænksomt øjeblik