Det lykkedes ikke for Jeppe Juel at få en hest med i det norske Hoppe Kriterium – i aften forsøger han at kvalificere to heste til selve Kriteriet.
Søndag den 18. september afvikler norsk travsport deres største løb for såvel 3- som 4-åringer, Norsk Trav Derby og Norsk Trav Kriterium med tilhørende hoppeløb, og da man i Norge jo også køre løb med koldblodstravere, er der dobbelt op med løbsantallet.
I disse dage køres der Prøver til de klassiske løb på Bjerke.
Det startede i aftes med Prøver til Kriterium Hoppeløb. I aften gælder det Prøver til Kriteriet, og i morgen aften er det Derby og Hoppe Derby-prøverne, det gælder.
I aftes var Jeppe Juel med i Hoppe Prøven med Boulevard, men klarede ikke cuttet.
I aften forsøger han at kvalificere to heste til start i Norsk Trav Kriterium, nemlig Boss (Pine Chip) og Bøckman (Great Challenger).
Kravet til en finaleplads er mindst en tredjeplads i dag.
Bo Westergaard starter også to heste. Fellini BR (Donato Hanover) og Ferrari BR (Muscles Yankee) – sidstnævnte er ubesejret i tre starter. Den er ”Folkehest” – det svarer til det koncept, som vi herhjemme havde med Danmarkshesten.
I aften er der 60.000 kroner i samlet præmiesum i hver Prøve – i Norsk Trav Kriterium er førstepræmien på 500.000 kroner.
Alle heste, der starter i Kriteriet, er mindst garanteret 5.000 kroner, hvis de fuldfører.