Aalborg-træneren Peter Jensen har storfavoritten, når Norsk Trav Kriterium Hoppeavdeling køres den 18. september på Bjerke Trav i Oslo.
Efter de fire prøver til Norsk Trav Kriterium Hoppeavdeling, der blev kørt mandag aften på Bjerke Trav, fremstår Peter Jensen-trænede N Y Diamond in the Sky (Dream Vacation) som storfavorit til sejren den 18. september, hvor førstepræmien er på 250.000 NOK.
N Y Diamond in the Sky var spillet ned til 12:10 i Prøven i aftes, og efter en rolig indledning indfriede den let forventningerne og sejrede efter behag i 1.14.7a/2100 m kørt af Geir Mikkelsen foran Ubet (Revenue) med Johan Undem og Rebella Mystic L (Zola Boko) med Hans Chr Holm, begge i 1.14.9 Der var 30.000 NOK i førstepræmie til N Y Diamond in the Sky, der ejes af Flataa Ejendomme.
I løbet deltog også Svend Bjerregaards Babuzska Simoni med Kai Johansen, der sluttede på en fjerdeplads, mens Boulevard med Jeppe Juel blev nummer fem, begge i 1.15.3. Det gav hhv. 6.000 og 5.000 NOK i præmier.
De tre første i hver afdeling gik videre til hovedløbet.
Bo Westergaard fik Chin Chin (Muscles Yankee) med, da den sejrede for Per Oleg Midtfjeld i 1.15.7. De to andre afdelinger vandtes af Nice Eleven L (Coktail Jet) med Geir Vegard Gundersen i 1.15.0 og E Street (Conway Hall) med Dag-Svenning Dalen i 1.15.1. E Street var en outsider til 36 gange pengene.
Efter de fire Prøver blev der foretaget lodtrækning om startpladserne og her fik N Y Diamond in the Sky spor 3, mens Chin Chin fik spor 1.
Jan Dahlgaard var også på Bjerke, men sluttede uplaceret med S KS Sagitta, mens han havde slettet Chip Tuned One.