TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

JackpotBet – nyt spilleselskab under opbygning

af | Nyheder

JackpotBet bliver navnet på et nyt spilleselskab. En af hovedpersonerne bag er Jens Glud Hansen, men han får bl.a. hjælp af Morten Hald, der efter flere år i udlandet, har planer om at vende tilbage til Danmark efter godt 10 år i bl.a. Dubai og Sydafrika.

Der er mange ting, der populært sagt skal spille for at få et spilleselskab op at køre.

En ting er at opnå en spillelicens fra Spillemyndigheden i Danmark.

Noget andet er den tekniske platform, der skal være hele hjernen bag et set-up i et spilleselskab.

Til at hjælpe sig her har folkene bag JackpotBet henvendt sig til Morten Hald, der var med til at opbygge DanToto i sin tid, og som med sin nuværende base i Sydafrika har gode muligheder for at udnytte den store videnbase, der er netop på spil-området i denne del af verden.

Morten Hald

-Det er korrekt, at jeg er blevet kontaktet og at jeg har sagt ja til at være med i denne spændende opbygningsfase, siger Morten Hald til travservice.

-Liberaliseringen af spillemarkedet i Danmark er ret unik og vi kan allerede nu se et par “blinde vinkler” med stort potentiale med spil til/fra danske og internationale puljer og på tværs af sportsgrene, toto og faste odds.

-Iøvrigt er netop den slags internationale handelsopgaver, jeg beskæftiger mig med i min egenskab af Senior Trade Officer hos The Danish Trade Council på den danske ambassade i Pretoria i Sydafrika, siger Morten Hald videre.

-I Sydafrika er der stor interesse for at spille bl.a. på heste og anden sport, og landet er meget langt fremme rent teknologisk inden for dette område og mere generelt på internet-spil og gaming.

-Amazon Web Services og førende internet gaming virksomheder som Derivco lægger p.t. deres systemudvikling i Sydafrika.

 -Alle taler engelsk, vi er på samme tidszone som Europa, landet har efterhånden en solid internet backbone, så selvom du flyver forbi Sahara er rigtig mange ting som vi kender det oppe nordpå, hvilket gør Hi-Tech samarbejde meget lettere.

-Der er også en stor markedsforståelse på det her område, idet man i Sydafrika jo er meget europæisk orienteret med hensyn til spil, hestevæddeløb og sportsgrene i øvrigt.

-Galoppen hernede er kæmpestor – også internationalt, og hvis du tror vi er fodboldtossede i Danmark, så kom til Sydafrika, siger Morten Hald.

-Det er derfor muligt at udnytte hele den knowhow, der er på spil og sport området hernede i JackpotBet’s opbygningsfase, og ikke mindst den kendsgerning at vi har store erfaringer med apps, elektroniske betalinger og transaktioner fra smartphones. Alt sammen fokusområder for JackpotBet. Ja, det bliver spændende at komme i gang med opgaven, siger Morten Hald.

Hvornår spilleselskabet JackpotBet kan gå i luften foreligger der endnu ikke noget konkret om, men opgaven ligger i bakken med “hastesager” og arbejdet med at etablere selskabet og strategiske alliancer i Danmark og frem for alt internationalt er nu i fuld gang.

Hvornår Morten Hald og familie vender tilbage til Danmark er endnu ikke bestemt.

-Men det sker inden for 12-18 måneder, men vi ses jo allerede til Derbyauktion og Derbyweekend i Lunden afslutter Morten Hald.

JackpetBet bliver baseret på en stærk dansk og international investorkreds omkring stifter Jens Hansen.